3½ måned! SÅ langt formåede jeg dog, at se ind i fremtiden, da jeg skrev are you prepped or not den tiende marts 2024, thi nu har “forberedelsesstrategien” fået fuld mediedækning kva Ministeriet Frederiksens udmeldinger om nødvendigheden af et “hjemmeberedskab” – i form af vanddunke, dåsemad og hånddrevet dampradio, som ubetingede husgeråd til imødegåelse af en eventuel “krise”. Men der tænkes ikke på noget specielt – nejnej! Det er bare et “hvis nu”: – better safe than sorry, som engelskmanden udtrykker det.

Man bør ikke multiplicere faktorer uden skellig grund, skrev William af Ockham, hvorfor det følgende da også kun kan gøre krav på at være nogle tentative, hypotetiske betragtninger.

“Børnenes Minister” – Fru Mette-mor Statsmedister Frederiksen fik jo (som bekendt) et noget trist EU-valg, hér på det seneste. Gad vide om det var blevet bedre, dersom valgretsalderen var 5 år … 3 … 2 -? MEN regeringen gik ikke af, næhenej! For der var tilstrækkelig opbakning i befolkningen … osv.

Eftersom herværende forum er Superkultur, og derfor hverken dagbladet “Information”, hedengangne “Land&Folk” eller “Arbejderen”, vil jeg henlede opmærksomheden på et stykke cinematografisk populærkultur, nemlig:

En film af Barry Levinson, med R. de Niro og D. Hoffmann i hovedrollerne. Og filmen – som påstås at være satirisk, omend jeg finder den urovækkende realistisk, er en “101” i “spin” – at manipulere meningsdannelse, incitations-dirigerende politik (afgifter på “fedt” og “tobak”).

Okay! Præsidenten er i klemme, og Super-spin-Doktoren indkaldes. Han finder straks på, at en krig er ved at udspille sig i Langbortistan, og der er brug for hjælp til civilbefolkningen. Hertil kommer at en amerikansk soldat, der gradvist får kælenavnet “Old Shoe”, er blevet taget til fange af de onde “langtbortistanere”. And lo, and behold, snart er man mere interesseret i langtbortistanerne – der lever i et diktatur -samt KaptajnLøjtnant “Old Shoe”. Og borte har taget Præsidentens dilemma.

Er det kun mig der kan se parallellen?

Det er (jo) ikke Mette-damen, der “går ud” med meldingen om nødvendigheden af “prepping”. Det er Hr. Forsvarsminister Trols Lund Poulsen (så der må jo være noget om snakken, ikk’sandt … – jeg mener “Forsvarsministeren”, hwabbehar’! Der sandelig bakkes op af en “ekspert” (forklædt som vores allesammens mormor), som forklarer at der må vækkes til agtpågivenhed og besindighed – og rettidig omhu. Herunder jod-tabletter, skønt de “ikke er nødvendige”.

Som min søn udtrykte det, i sine tidlige teenage-år: “Jeg fatter keine!”

Og så kommer trumfen: Fru Mette-mor Frederiksen udtaler, at for hende er der ingen tvivl om, at hun vil indrette sin tilværelse som Forsvarsministeren og Eksperten anbefaler – også for børnenes skyld! (Tårerne rinder ad kinderne, ikke et sæde er tørt og begejstringen vil ingen ende tage). “Livet er en cirkus”, sagde Storm P.

Og så var der også lige Enrico Dalgas ( Enrico Mylius Dalgas (døbt Heinrich D. Dalgas) – 1928-1898), der havde mottoet for Det Danske Hedeselskab, at “hvad udad tabes, skal indad vindes”.

Hvad der undrer mig mest – og faktisk er invaliderende for mit, overordnede, filantropiske menneskesyn – er den letantændelighed, følgagtighed, der – hver gang – følger med disse krisemeldinger. Men det er måske en intention i hele “wag-the-dog-strategien”, selvom jeg med den melding godt kan fremstå som konspirationsteoretiker.

“Lad nu være med at hamstre”, udtaler politikerne gennem pressen. Og den er jo gået gal hver gang. For jeg er gammel nok til at huske, da folk hamstrede gær i kassevis, eller da bedagede danske ølbajere pludseligt blev udbudt til ublu priser (bryggeriarbejderne strejkede). Eller da Mette-mor “lukkede Danmark” og folk hamstrede wc-papir … – og dén fatter jeg stadig ikke. WC-papir? Hvorfor lige netop wc-papir …?

– og nu er det altså jod-tabletter! Eller dåsemad! Eller campingudstyr! Eller vanddunke – eller FM-radioer med håndsving.

For enhver der skulle være interesseret i socialdemokratisk politik, per se, står det højt og tydeligt udtrykt i partiets partiprogram, at den bedst førte politik til befolkningens og lønmodtagernes fremme, er at støtte erhvervslivet. Og man henholder sig til Adam Smiths ide om “den usynlige hånd” – eller på dansk: – Når det regner på præsten, drypper det på degnen! (“Hvis det står så galt til med hungersnød, så kommer der nok humanitære organisationer til hjælp”).

Jeg er i uforskammet grad et produkt af min opvækst, min læsning og min meningsdannelse, hvorfor det kan forekomme urimeligt, at intimidere andre mennesker (eventuelt læsere), med betragtninger disse måtte tage afstand fra. Men der er ingen vej tilbage.

Da Mette-mors regering ikke havde haft det bedste EU-valg, valgte nævnte regering så at lave nogle lovmæssige skattelettelser – som gik pænt under den offentlige radar, på rund af sagen om “Den Sorte Svane” (en analogi, som vist kun de færreste forstod – bortset fra kontingentet af epistemologer og andre typer superkulturister og ‘patafysikere). Disse skattelettelser kom primært de – i forvejen – velbjærgede til gode! Og vi husker lige formålsparagraffen i Socialdemokratiets partiprogram, ikk’ sandt?

Hertil kom så (“wag the dog”) Hr. Forsvarsminister Poulsens udmelding om “behovet for selvforsyning i en krise” – hvilket betød, at ret mange mennesker vrimlede ud og købte … – hvad de nu købte, men ihvertfald “købte”.

Der findes en roman, der hedder:

Jeg skal forbigå den irrationelle antagelse om, at det skulle være en kritik af Stalin, og derimod pege på det inherente begreb “new-speak”, der introduceres i Oceanien. Og nok er jeg pædagog og folkeskolelærer, men hvem er jeg, at skulle indoktrinere? Og jeg vil derfor overlade det til min eventuelle læser, at afgøre i hvilket omfang den danske befolkning – nu, i disse timer og dage – er udsat for en solid omgang “neu-spreche” og “spin gone ballistic”.