Det er en velkendt trope, at folk i fremtiden er mere vidende om naturvidenskab og teknologi – det er en del af fremtiden, at man er (betydeligt mere) bevidst om den samtid, man lever i, og hvad der har påvirket den. Desuagtet, at den almindelige dansker ikke ville kunne forklare AI, om så et rumvæsen pegede med et futuristisk våben, og Facebook generel opfattes som et tilforladeligt tidsfordriv. Men efter os, syndfloden (af folk, der gerne diskuterer, hvad deres yndlingskosmologi er).

Det er en trope, der lever i bedste velgående i Philip Kerrs “Den anden engel”.

Kerr er nok bedst kendt for sin Berlin Noir-serie, en krimi-serie, der foregår i Tyskland efter anden verdenskrig, men har også begået nogle fantasy-romaner for yngre læsere. Begge dele kan såmænd aflæses i “Den anden engel”, der har iklædt sig science fiction-klæder, men i bund og grund er en heist-film med et fantasy-islæt.

Vi befinder os i anden halvdel af det 21. århundrede, og størstedelen af menneskeheden er smittet af et dødbringende virus. Den eneste kur: en komplet udskiftning af blodet. Den røde væske er med andre ord blevet yderst værdifuld, rigdomme måles i liter, og blodbanker er noget helt andet, end vi er vant til nu.

Den største af dem ligger på månen.

Bag sikkerhedssystemet i den – og andre blodbanker – står Dallas. Og nu er hans datter syg af en ældre sygdom, som kræver månedlige blodtransfusioner; med andre ord, en oversnittet pulsåre på hans bankkonto. Men ting sker, og snart – forudsigeligt nok – står Dallas overfor at skulle bryde ind i blodbanken på månen.

Det er selvfølgelig en omstændelig affære og tilsyneladende umulig, men Dallas har indgående kendskab til systemet … og en plan. Men han har også en snigmorder i hælene. Så der er dømt heist-thriller-action på en baggrund af science fiction, hvor folk gerne diskuterer naturlove og græsk mytologi (som man jo gør i fremtiden). Alt sammen krydret med en mystisk ekstra fortællestemme, der sætter tingene ekstra i perspektiv.

“Den anden engel” er en besynderlig klodset omgang. Plottet er såmænd fornøjeligt nok i sig selv, og man kan mærke, at Kerr er vant til at skrive spændingsromaner, men samtidig falder han i stort set alle de sf-fælder, han kommer forbi. Han har brugt tid på sin fiktive verden, og det skal vi dæleme forstås, så tingene forklares – også gerne i fodnoter. Faktisk er første halvdel af bogen proppet med fodnoter; og ikke bare for at udvide den fortalte verden, men også fakta-oplysninger, der enten er fuldstændigt unødvendige eller kunne inkorporeres i teksten uden problemer. Selve teksten flyder ganske let – den største udfordring er faktisk at undlade at læse fodnoterne, for den fungerer fint uden. Dernæst lader han til at tro, at noget er troværdig science fiction, hvis blot det omtales i et tilstræbt nøgternt sprog. Ikke for at spoile, men heist-surprisen bunder i “Jeg har en banebrydende teori om naturlovene, men jeg har ikke tjekket den, førend vi står her på Månen.” Det er utroværdigt og ærligt talt ret fjollet.

Det bliver ikke bedre af, at bagsideteksten på den danske udgave har misforstået plottet.

Alt i alt: slå hjernen fra og få noget morskab ud af en heist-historie, men glem forventningerne til en science fiction-roman.