The irony is
My thalassophobia
Is deeper than yours
/haiku

Giv mig et fænomen/monster/whatever og et miljø, som mere eller mindre aktivt forsøger at slå vore hovedpersoner ihjel, og jeg er en glad horrorfan. Det kan være dybt i rummet, ude på isen eller selvfølgelig på eller i havet. En antologi med titlen “Terror Tales of the Ocean” er med andre ord gefundes meeresfressen.

Desværre er “Terror Tales of the Ocean” også et eksempel på, at helheden er mindre end dens dele.

Vigtigst i en sådan antologi er naturligvis novellerne, og der er ikke noget at udsætte der. Der er gode og dårlige indlæg, men sådan skal det være – og med navne som bl.a. Adam Nevill, Peter James og Stephen Laws er man i al fald sikret nogle erfarne stemmer. Der er hjemsøgte skibe, underhavsmonstre, skumle hensigter til havs og meget andet godt fra havet. Hvis det er til dig, så er det bare at gå om bord.

Men så er der lige overraskelsesingrediensen, det sære krydderi i stuvningen, og det er redaktøren, Paul Finch. Som (forestiller jeg mig) nok også er en stor del af forlaget og har haft en finger med i spillet med udstyret – og derfor den alt for tætte tekst og de for små margener, der får bogen til at se billig ud. Men skylden har han ubetinget for det sære behov for at smide tekster indimellem novellerne, som hovedsageligt synes drevet af hans eget ønske for at lave sin egen lille “Mystikkens verden” – her er lidt om Mary Celeste, lidt om Bermudatrekanten og lidt om de havrelaterede mysterier og tragedier, som han har kunnet finde. Men de har ikke rigtig nogen sammenhæng med de andre tekster og virker ærligt talt med lidt forvirrende. Så skulle du kaste dig over “Terror Tales of the Ocean”, vil jeg ganske enkelt anbefale dig at pille de tekster fra på kanten af tallerkenen.

Du kan dog godt læse Finchs egen novelle, der synes som løftet ud af et klassisk mangepulpmagasin.