For en fem-seks år siden, lod Martin Wangsgaard Jürgensen sig irritere over en portugisisk udgave af “Hobbitten”:

For det første er Bilbo ikke nogen “gnom” – han er en hobbit (af Claus Deleuran beskrevet som en sproglig legering af “hobgoblin” og “rabbit”), og selvom illustratoren har fanget, at hobbitter har lodne fødder og ryger pibe, så har resten af fremstillingen absolut intet, at gøre med J.R.R. Tolkiens verden. Skulle da lige være champingjonserne.

Undertegnede kommenterede, at der fandtes en røvfuld af hvordan en “hobbit” sér ud, og at det kunne være interessant med en kavalkade af samme – hvilket var en opgave jeg da yderst gerne ville påtage mig.

Dét blev så ikke til noget … i denne omgang. Og altså heller ikke hér! For hér skal vi lige rundt om et fænomen – et spørgsmål – som jeg sandelig ikke er den eneste der har stillet: – Hvordan kan det være at Frank Frazetta ikke fandt mere inspiration og materiale til illustrationer i Tolkiens univers? Man skulle ellers tro at …

Men det hele “korpus” kan faktisk rummes indenfor et ganske almindeligt indlæg på SUPERKULTUR. Lad os se på sagen:

Titlen er “Middle-Earth” og det er vel rimeligt at antage, at det drejer sim om en illustration til “The Hobbit” – lidt fordi ulven ikke sér ud til at tage det hele alt for alvorligt, og fordi der er noget elversmedet over Bilbos hobbit-sværd, der hedder “Stik”. Men selvom den væltede træstamme og den frodige vegetation udsiger noget om en gammel og gammeldags verden (helt i Tolkiens ånd), er gnomen til venstre så egentlig en hobbit … – eller en bevæbnet havenisse?

Ja! Det er jo så Gandalf, og man bemærker en hvis ikonisk lighed med John Howes lige så energiske vandringsmand:

Men de dér tre rumpenisser bag Frazettas Gandalf, skal det så være Fili, Kili, Oin, Balin og Thorin Egeskjold? De sér ikke ud til at kunne slå en bule i en pakke smør! Og er der ikke lige lovlig meget gung-ho over Gandalf – lidt somom det bare er er ham hér, der har taget kappe på:

(Frank Frazetta, “Conan of Aquilonia”)

Mere i sync med forlægget er der måske så i nedenstående fremstilling af hobbitter i urskoven:

– selvom de stadig ligner havenisser, der er ude på den store tur i svampeland – i “Gnomo-land”. Men på den anden side giver det måske en fornemmelse af hobbitter, som væsener der kan gemme sig, gå bagvejen, være ét med omgivelserne, og så er vi sådan set hjemme hos farfar Tolkien.

Mere knald på karamellem kommer der, når det gælder “de onde”. Hér er Frazettas bud på orker:

Og dét kan der måske være noget rigtigt i, til trods for det eksplicitte røvbalderi, der ihvertfald ikke er Tolkien. Nogle andre repræsentanter for ork-hæren kunne være John Howes “In Mordor”:

Og lad mig i den forbindelse rette opmærksomheden mod piskesvingeren ude til venstre, og præsentere min læser for denne (bemærk benstillingen hos midter-neandertal-manden (Frazetta: “Neanderthal”):

(Jaja! Endnu et udslag af “Sammenlignende Billeddannelser I Ubevogtede Øjeblikke”, som jeg været inde på i et tidligere indlæg)

Og et andet skilderi af Frazetta kunne sådan set også godt siges at fremstille orker, selvom det er Bran Mak Morn, af Robert E. Howard:

Nå! Tilbage til porteføljen: Eowyn slagter Nazgûls flyvedyr:

Sådan set illustrativt nok, og man kan se hvad der foregår. Men det er vel næppe nødvendigt, at påpege at den er rivegal. Dette er ikke Lord Of The Rings – det er “Kim Kardashian does L.A.”. Og det bliver da også en kende mere tækkeligt i den store, efterfølgende scene – men ikke meget.

Ihvorvel det er en fantastisk illustration, som jeg er inderligt fascineret af, så har den faktisk meget lidt at gøre med Tolkiens univers – man kan næsten sige: – find 10 fejl! Men der er edderbukkeme’ fut i fejemøget. Og der er stadig henrådnende trærødder og penile svampe, som tilforn.

Af korpus er der kun to ting tilbage. En tegning af Gollum:

– ganske kropsnær det tekstlige forlæg, skulle jeg mene, samt et oliemaleri af samme “preciøse” i good ol’ fashion Frazetta-style:

Og den holder vel også – eller hvad?

Det er sådan set, hvad Frank Frazetta har fået ud af “LOTR” og “TH”, hvilket man så – alt efter temperament – enten kan prise sig lykkelig over, eller give udtryk for højlydt undren i forhold til. Personligt tror jeg, at det har noget at gøre med afstanden mellem amerikansk og engelsk (og jo, jeg ved godt at Tolkien var fra Sydafrika, men det er – i sammenhængen – af mindre betydning). Og jeg vil ovenikøbet være fræk nok til at mene det har at gøre med klasseskel, men samtidig – dengang det gik allerhedest til – var der godt nok u-tempereret animositet mellem Sværd&Trolddom-tilhængerne og Fantasy-tilbederne. Og endelig vurdering af det forhold må enten vente til senere, eller overgives til andre kræfter.