Du kender den godt, lyden. Den er der i alle science fiction film, i alle film med hangarskibe eller ubåde. Film der foregår i industriområder, boreplatformer eller kræftværker. Alle steder hvor ting kan gå grueligt galt. Alarmen. Den frygtindgydende lyd der ekkoer gennem korridorerne som selve Gjalderhornet at nu, nu er det grusomme på vej. Klart skib, Invasion, Bomben er på vej.

Og af uforklarlige grunde valgte jeg en dag at ændre min almindelige vækkeurs lyd på min telefon til “alarmen”. Jeg tror jeg synes det var sjovt. Sådan en ”hehe, det lyder ligesom i Star Trek, jeg må hellere tage bukser på”.

Så hvad var min første tanke da jeg vågnede næste morgen?

Rædsel! Sand rædsel. Jeg vågnede med en puls på 250. Det kunne ikke have været mere effektivt om der så havde stået en sadistisk skibskaptajn og brølet mig i ansigtet: ”Så er det op sømand! Reaktorens kølevandssystem er gået ned!”

Bevares, jeg vågnede. Men det var ikke en god start på dagen. Når man er nødt til at bruge ti minutter på at falde ned, så er det ikke det værd.

Okay, det kunne have været værre. Jeg kunne have brugt kirkeklokker som vækkeurslyd. “The bells, the bells!” havde jeg nok råbt mens jeg stavrede rundt og ledte efter kogende bly at hælde over mine fjender.

Lige nu bruger jeg en blid harpe som vækkeurslyd. En behagelig, rar og rolig måde at starte dagen på. Perfekt