Jeg tror, at ideen om Mastermind tiltalte mig mere end selve spillet, da jeg var barn – og det var hovedsageligt på grund af coveret. Fordi de to der udstrålede bare 70er-agent-action – stilig 007, som det burde være, uden de lettere fjollede science fiction-elementer, der prægede serien en overgang. Det var sært desillusionerende at finde ud af, at den underfundigt truende mandsperson på kassen var frisør. Og ikke sådan supermodel-frisør, men ejer af en række frisørsaloner. Jeg holder krampagtigt fast i illusionen om, at han havde for vane at sidde med en langhåret, hvid kat i skødet og betragte sine frisørkunder gennem et etvejsspejl.

Han hed Bill Woodward og endte på Mastermind-kassen, fordi den tiltænkte model ikke vågnede op. Det var sammen med Cecilia Fung, som ikke overvejede at forføre en større offentlig figur, men i stedet var ude at gå med nogle venner i Leicester, da hun blev stoppet af en agent (nej, ikke sådan en agent, desværre), som ville bruge hendes kontrafej.

Hele historien – inklusiv de to modellers genskabelse af billedet 30 år efter, kan læses hos University of Leicester.