Middoth-traktaten
M. R. James, der døde tilbage i 1936, er et uomgængeligt navn, hvis man har en forkærlighed for spøgelseshistorier – hvilket er interessant, i og med at hans spøgelser sjældent er den helt klassiske type hjemsøgelser, men er i stedet besynderlige entiteter, der fremstår halvt fysiske. På dansk optræder hans noveller i flere antologier, en enkelt samling (“Otte berømte spøgelseshistorier) fra 1970, en enkeltudgivelse af hans “Værelse 13” (som foregår i Viborg) – og nu så også en lille samling fra 2 Feet Entertainment: “Middoth-traktaten”.
Det er en del af forlagets klassikersamling i Christian Aallings sædvanligt velfungerende oversættelse. Den byder på fem noveller, hvor det gerne er akademikere, som møder det uforklarlige.
Som redaktør har det første spørgsmål naturligvis været: skal man inkludere James’ mest kendte novelle: “Oh, Whistle, and I’ll Come to you, My Lad.” Svaret er blevet ja, og “Fløjt, og jeg kommer, min ven” slutter sig til tidligere oversættelser som “Åh, fløjt, min dreng, og jeg kommer til dig” og “Fløjt, og jeg kommer” – det gør den sammen med de andre noveller “En historie fra skoleårene”, “Middoth-traktaten”, “Grænseskellet” og “En udsigt fra en bakketop”.
Det er en fin lille samling – og et fint format, der passer til at stikke den i baglommen og læse den under åben himmel, mens man forestiller sig, at man er en aldrende akademiker fra James’ tid, som ved et uheld kommer i kontakt med det overnaturlige. Novellerne har stadig god gennemslagskraft, om titelnovellen i mine øjne stikker lidt ud som værende lidt svagere konstrueret; måske fordi den har et tydeligere mål end de andre historier. Udover den er James god til at ramme lige præcis den balance, hvor der sker sære ting, som han ikke overforklarer.
Ligesom de andre udgivelser i forlagsserien er “Middoth-traktaten” helt klart værd at læse – en stemningsfuld lille perle, der ikke skriger “Bøh”, men bare stille og roligt hvisker lyden af de døde, der kradser på barrieren til de levendes rige.


2 kommentarer
Engang, da jeg var 13-14 år, var jeg alene hjemme, fordi min mor&far var taget til Rhodos, oplevede jeg noget stærkt foruroligende – noget decideret uhyggeligt, som jeg til stadighed ikke kan finde nogen “rimelig” forklaring på.
Som sagt var jeg alene hjemme – i vores pænt store hus. Vi havde en hund – ved navn Nemo – som denne aften lå henne ved terrassedøren og ventede på at blive lukket ud, og jeg sad og så fjernsyn. Og da aftenens program var slut, rejste eg mig, gabte, og gik ud i udestuen for at lukke Nemo ud til dagens sidste tissetur. Jeg tændte lyset i udestuen, og Nemo løftede hovedet og så på mig, krængede læberne tilbage, viste tænder og sagde: – Hæhæhæ!
Det rystede mig, men jeg lukkede ham ud, og ventede på at han kom tilbage. Og det gjorde han så, og jeg lukkede og låste. Slukkede for fjernsynet og lyset i stuerne og gik ud i korridoren for at komme ud på WC og børste tænder. Det var en ret lang korridor, og i lyset fra lampen på det lille bord, så jeg – nede ved døren ud til entreen – en sort skikkelse.
Som ethvert andet fornuftigt menneske styrtede jeg ind i seng og gemte mig under dynen. Og pludselig mærkede jeg et slag i brystkassen. Men det var Nemo, der var sprunget op i min seng – og han rystede over hele kroppen. Og det gjorde jeg også
50 år senere finder jeg stadig oplevelsen besynderlig og uforklarlig. Hvilket ikke har fået mig til at tro på spøgelser, genfærd, besættelser, vampyrer, varulve &hvaharwi – men nogle gange er “rationaliteten” ikke en tilstrækkelig model for hændelser.
Især det der intermezzo – Nemo løftede hovedet og så på mig, krængede læberne tilbage, viste tænder og sagde: – Hæhæhæ! – er jo, som man siger nu om dage, nightmare fuel.