(Dette er første kapitel af en scifi-novelle, der er kommet i stand på bagrund af en længere udveksling af kommentarer mellem undertegnede og Frederik, under Janus Andersens indlæg, hér på “Superkultur” med titlen “Udkast til en typologi over bibliotekarer”.)

1. Kapitel “Bibliotekarerne”

Det begynder med, at det holder op.

                      Tolv tusinde parsek ude registrerer klabost-kaptajnen en stjernes undergang, et solsystems udslettelse, en kosmisk katastrofe, allerede 48.000 år gammel, men tættere på ville skibet have deltaget. På ufordelagtig vis.

                      Han er en stolt mand, klabost-kaptajnen, men han er selvfølgelig ikke nogen ”mand”. Hans art, hans ”race”, nedstammer fra sneglelignende dyr, der opstod, og udviklede sig, på en planet, der kredsede om en stjerne, en sol, på den modsatte side af den galakse, der indtil nu – indtil for 48.000 år siden, indeholdt den stjerne og de planeter, han nu kan konstatere, er borte. For altid. Opslugte af deres eget ophav, forsvundne i nova-stormen, indkogte, fordampede og nedbrudte til enkeltmolekyler, der blæser bort fra en død stjerne på dens sidste energi-udladning.

                      ”Vi går ind!” siger klabost-kaptajnen. ”Rig 4 og Rig 5 nordlig; Rig 8 og 9 vestlig; placebo-fart: 8 calx-lumen over – skalvisige – 4,2 medianer i klauder-forløb? Provost-Navigatør?”

                      ”Sikret og indført!” svarer Provost-Navigatøren. ”4 over 9 bunratti.”

                      ”Rig 4 til 9,” kommanderer klabost-kaptajnen. ”Er det indført i loggen og udført?”

En skrattende stemme kommer over simultankonverteren: -indført&logget!

                      ”Sæt i værk!” beordrer klabost-kaptajnen, og trækker sit langagtige legeme bort fra skibets ”bro”, med en ordre om, at kobold-piloten overtager kommandoen.

Lad os i hvert fald – og for nemheds skyld – sige, at det er det der skér, for at undgå besværligheder.

Men hvad skete der?

Langt inden klabost-kaptajnen kunne registrere en stjernes død, en nova-kugle, der opslugte, pulveriserede og gjorde sine drabanter, sine planeter, til damp og støv og aske, konkluderede astrofysikeren Abraham von Kolwitz og Kosmologen Amanda Rwukidor, i deres artikel om ”A certain outlook upon, considering recent observations of, the impending end to the Solar System”: ” – det ser således ud til, at – af årsager vi ikke kender til fulde – vores stjerne, den vi kalder “Solen”, er i færd med at gå Nova, hvilket – udfra vore beregninger og observationer, fremsat i denne artikel – kunne ske om relativt få år. Dog kan vi ikke give noget bud på denne hændelse, idet forløbet først skulle have fundet sted om adskillige hundredetusinde, om ikke millioner, af år ude i den fremtid, vi intet kender til.”

                      En artikel Rwukidor og von Kolwitz blev indstillet til en Nobel-pris for – som de så ikke nåede at modtage, idet Solen gik Nova 2 år efter artiklens offentliggørelse.

                      ”Sådan går det” som der stod på resterne af en gravsten, der med 123.456 kilometer i timen, blev kylet ud mod Solsystemets grænse, da nova-stormen ramte Jorden.

Var Jorden og Solsystemet så borte og glemt for altid.

                      Både og!

                      Thi siden Eddison – Thomas … hvilket betyder ”tvivleren” – broadcastede sin ”Mary Had A Little Lamb”, havde Jorden, og Jordens befolkning, gennem mere end 100 år, udsendt en veritabel strøm, bølge, kaskade af informationer, som nu dannede en informationssky, langt hinsides Oort. En sfære på 100 lysår i både diameter og tykkelse, en torus, men også en berlinervankuchen, med Solen som glødende rødt marmeladecentrum.

                      Denne kosmiske vandbakkelse indeholdt informationer om menneskehedens gøren og laden, og som sådan var intet gået tabt – udover 8 milliarder menneskeliv, 156 billiarder arter af dyreliv og muligheden for at komme videre med og i lige præcis det nabolag. Men alt var ikke tabt, og derfor kom Bibliotekarerne, med klabost-kaptajnen ved roret og provost-navigatøren ved kontrollerne. For nu at forklare det enkelt. Og de havde umådelige ressourcer til deres disposition, idet “Brunhelderic” var et rumskib designet netop til opgaver som denne.

                      Tilbage står, at 1 planet i Solsystemet, ikke var pulveriseret i nova-chokket. Pluto.

                      Og den havde menneskeheden gjort brug af – i de sidste dage. Hvilket skulle vise sig, at være til mere besvær end hjælp.

(Kapitel 2: “Er der nogen?” kommer snart)