3. Kapitel: “HETERODOX”

Det var et ikke-sted.

                      Klabost-kaptajnen og provost-navigatøren nærmede sig ”en dag” en cirkelformet misfarvning af den ellers så monotone slette, der nu om dage udgjorde Plutos overflade.

                      I længere tid havde deres seismisk-sonariske sans opfattet, følt, nåja: sanset, et aspekt ved deres umiddelbare omgivelser, der meget godt kunne lignes ved den slags nostalgiske associationer mennesker engang havde fået ved særlige dufte – eller angstprovokerende minder ved særlige lugte. Noget kendt – men noget farligt. Måske. ”Særlig agtpågivenhed fordres”, som der kunne have stået på et skilt. Hvis der stod et.

                      Men selv for et nøgent, blottet øje var den anderledes formation prominent i forhold til det omgivende landskab. Den var hvid. Og nogenlunde i midten af formationen, skudt en anelse eller to ud til siden, rejste der sig en sejl-formet – en trekantet – ”monolit”, tilsyneladende bestående af samme materiale som den cirkelformede ”plamage”.

                      ”Der var altså nogen!” sagde provost-navigatøren.

                      ”Hvilket vi vidste!” svarede klabost-kaptajnen. ”Men det hér giver ingen mening. Jeg kalder Brunhelderic!”

                      ”Jeg tror faktisk der er en mening!” sagde provost-navigatøren. ”Dette er en ”marker” – det bærer alle tegnene.”

                      Det er nu nødvendigt med en lille ekskurs for at forstå, hvad provost-navigatøren hér snakker om. En ”marker” er et pan-lingualt advarselstegn. Vi kender ”strålings-fare” (den der sorte propel på gul baggrund), vi kender ”bio-hazard” (en sort orkidé-ting på gul baggrund) og vi kender ”electrocution danger” (et sort lyn på gul baggrund). Men i forbindelse med bl.a. deponering af affald fra atom-reaktorer, søgte velmenende instanser at etablere varige advarselsmærker – symboler der kunne afskrække eventuelle indtrængere, selv efter 100.000 år. Disse tentative færdselsskilte blev kaldt ”markers”. ”Tentative”, fordi aldrig blev brugt – man satsede på glemsel.

                      Brunhelderic tog land midt på den hvide, cirkelformede plamage, ganske få metre fra den sejlformede monolit. Klabost-kaptajnen og provost-navigatøren ventede ved monolittens base, mens kobold-piloten satte skibet ned.

                      ”Det er en sprængladning!” sagde kobold-piloten. ”Men det er også noget andet – der er forstyrrelser … svage, men tilstedeværende!”

                      ”Vi har en lidt udflydende formation i omkring fem leposers dybde,” sagde provost-navigatøren, ”-og en iridiumsky, langt over det normale, i omkring 7, der breder sig 450 kovaler udover perimeteren af anomalien.”

                      ”Som er ustabil!” bemærkede klabost-kaptajnen, og vendte sig for at studere gravuren på monolitten.

                      ”Det er et skib!” hviskede han. ”Et helt særligt rumskib! Et skib der sank med lasten fuld af eventyr … ”

Kim Pantang Iljushin havde bivånet mødet i UP over sin telecaster i privatfærgens færd henover det russiske kontinent, og hun bad sin opvarter om at kontakte Ellinor Becker – øjeblikkeligt!

                      ”Fraülein Becker er på vej til Månen, Memsahib!” svarede opvarteren. ”Det er ikke muligt at …!”

                      ”Nu, Antoine!!” afbrød ”memsahib”. ” – Og alle omkostninger på min regning. I morgen skal Ellinor Becker være tilstede i en suite på Savoy i Brisbane, hvor hun har et møde mig mig! Bortfør hende!”

                      ”Vi har dog andre kontakter, memsahib,” indskød Antoine. ”Sandsynligvis også ”look-alikes”, der sikkert kunne akkomodere memsahibs præferencer i de private gemakker!”

                      ”Fjols!” råbte Iljushin, idet færgen gik ind i ”scheduled landing procedure”. ” – Dette er ikke sex! Dette er alvor!”

                      ”Memsahib!”

                      ”Gør som jeg siger – og kontakt så Stephan Baktor. Jeg skal bruge hans opfindelse.”

Antoine tøvede, lænede sig op af en fyring, men blev reddet af gongongen:

                      ”NU!” råbte Iljushin og færgen gik ned på hendes private landingsbane på Sri Lankas sydligste spids.

Ellinor Becker steg ud fra månefærgen mellem Jorden og Månen. Blev overrumplet af fire hårdhændede sikkerhedsfolk og ført ind i et aflukke, til trods for protester og forsøg på genvold. Og så var hun væk.

Stephan Baktor fik et opkald, mens han lå og sov i det tidligere kapel, han nu havde indrettet til sit forfatter-laboratorium. ”Gå lige udenfor!” stod der i klartekst modoens display. Han tænkte det muligvis var hans nye kæreste, der ville lege en spændende nøgenleg i haven, under Månen og pinjerne, og han stod glad op og gik ud. Og så var han væk.

Kim Pantang Iljushin sad tilbagelænet i den næst-næstbedste stol, som Savoy-hotellet kunne præstere. Den bedste var reserveret til mr. Baktor. Og den næstbedste til fr. Becker.

                      ”The killer-bees,” mumlede Iljushin for sig selv, idet Baktor og Becker blev ført ind.

                      Inden gæsterne sad behageligt i deres designerede lænestole, opstod der en del tumult og – for gæsternes vedkommende – beklagelser over den medfart og behandling de havde oplevet og været udsat for, indenfor de sidste 12 timer. Memsahib Iljushin slog det hen.

                      ”Vi har jo ikke meget tid, vel Becker? Altså før vi får Solen i hovedet? Men hvorfor får vi det?”

                      ”Fordi Solen bliver til nova!” svarede Becker i en irritabel tone.

                      ”Hvilket vores sol slet ikke kan, ifølge min videnskabelige stab!” sagde Iljushin. ”Men gør det alligevel – ifølge samme …”

                      ”Ingen ved hvorfor!” svarede Becker. ”Måske vi slet ikke ved noget om stjerners udvikling … ”

                      ”Til trods for Herchel og Moore og Huerto?” spurgte Baktor.

                      ”Nå! De er v¨ågen, mr. Baktor!” sagde Iljushin. ”Det var godt. Jeg har nemlig brug for Dem!”

                      ”Til hvad?”

                      ”De skal forklare mig hvad ”Is2” er!” svarede Iljushin og så skarpt på Baktor, tilsyneladende uberørt af Ellinor Becker, der prøvede at afbryde.

                      ”Is2?” svarede Baktor lidt forvirret. ”Jammen, herregud, det var jo bare noget jeg fandt på … til den roman … den der gang –”

                      ”Forklar det alligevel!” sagde Iljushin.

Og mange timer senere spurgte Iljushin:

                      ”Så dermed kan vi konkludere, at Jorden går under i en nova – ikke sandt fr. Becker? – og Is2 findes ikke – vel mr. Baktor?”

                      De to modstræbende indbudte gæster nikkede og berigtigede samstemmende.

                      ”Javel!” sagde Kim Pantang Iljushin. ”Men, ser De! Jeg er af en anden mening. Og jeg har tænkt mig, at gøre som fr. Becker anbefaler: – at sørge for vores eftermæle. Og – hvis De ikke har noget imod det – vil jeg iværksætte produktionen af Is2, således som De har forklaret dette stofs komponenter, mr. Baktor!”  

                      I gæsternes ansigter stod malet: ” – Og så? Hvorfor? Hvordan? Til hvilken ende?”

                      Men 4 måneder senere stævnede skibet ”Heterodox” – som er sådan et lidt smart udtryk for ”af en anden mening” parret med ”dokumentation” – ud fra Novaya Yaga, Iljushins private rumstation. Hull: – Is2; Cargo: – boloid-programmerede pico-sværme//cæsium 1233//iridium 412. Totalvægt: 5000 ton. Nyttelast: 3300 ton. Beætning: void. Destination: – Pluto

                      Og blev fundet. På Pluto. Af Brunhelderics besætning. Langt senere. Men ikke for sent.

Næste kapitel: “Der er nogen” kommer snart