SPIDER GAMMEL-MAN. Jeg har ofte omtalt Frank Millers fantastiske 80’er-90’er klassiker; “Nattens ridder vender tilbage”. Millers bud på fremtidens Batman var episk og helt igennem cool. I “Spider-Man: Reign” fra 2007, møder vi Peter Parker aka. Spider-Man i hans livs efterår, og meget erKaare Andrews: Spider-Man – Reign som vi så det i “Nattes ridder vender tilbage”, men er der tale om en fantastisk homage til Miller, eller om et billigt knock-off?

Som sagt er Peter Parker blevet gammel. Nøjagtig hvor gammel får vi aldrig at vide – men i al fald over 50, hvis man ser på tegningerne. Men han er ikke bare blevet gammel, han er også blevet ynkelig. New York er blevet til en stat i staten, og borgmesteren har indsat sig selv som diktator. Med et laser-net der skal beskytten byen fra terror, låser byens ledere effektivt byen af og gennemfører dermed deres “No one in or out” politik. Altimens er Peter Parker ynkelig. Han får skiftevis tæv af byens militaristiske politiskyrke, bliver fyret,  hallucinerer og har medlidenhed med sig selv over hvor hårdt han har det. Og ja, det har været hårdt – Mary Jane er død og det er hans tante også. Der er ingen tilbage. Tillige har han lagt kostumet på hylden, og ingen har derfor set Spider-Man i 30 år. Men hvem kan så redde byen? Kan gamle venner få Peter ud af hængedyndet, eller skal der nye helte på banen?

Lighederne mellem dette bind og “Nattens ridder vender tilbage” er næsten pinligt åbenlyse. Man kan næsten høre forfatteren sige “Frank Millers historie med Batman var cool, sådan én vil jeg også lave… Hmm… Jeg bruger sku Spider-man”. Spider-mans indre dæmoner har imidlertid aldrig været lige så udtalte som Batmans. Okay, han var indirekte årsag til hans onkels død, og hans forældre døde da han var lille. Imidlertid bliver disse traumer aldrig brugt i historien. I stedet opfinder man nogle nye. Blandt andet er Mary Janes død et af disse nye traumer – et traume der bliver brugt flere sider på, end der nogensinde er blevet brugt på Peter Parkers forældre og onkel i et enkelt album. Ikke desto mindre er det med til at drive vores hovedperson fremad. Det bliver tillige gjort på en måde, så man ikke er i tvivl om hvorfor Peter handler som han gør.

Tegninger er faktisk ok. Selvom de i første omgang slog mig som meget tegnefilmsagtige, så er de nok mere udtryk for en mere moderne streg. Da den første forskrækkelse havde lagt sig, kom jeg faktisk til at kunne lide dem. Tegningerne er meget dystre, og har en karakteristiske streg. Imidlertid lider de lidt under den Photoshop-bølge som skyller ind over moderne tegneserier. Således er man altid lidt i tvivl om, om baggrundene nu også er håndtegnede, eller bare manipulerede fotos.

“Spider-Man: Reign” er en ok tegneserie. Den bringer ikke rigtig noget nyt til mediet, men fortæller en ganske udmærket historie, der dog minder en del om noget vi har set før. Er man til Spider-Man er den selvfølgelig et must-read. Er man bare til superhelte, skal man holde sig til Frank Millers “Nattens ridder vender tilbage”, den er trods alt stadig bedre.