– Eller måske nærmere: “Against the fall of night – revisited”.

Et sted på den hedengangne blog Ekkorummet, fortæller Stig W. Jørgensen, at han på en tur til Holland indkøbte “Hyperion” af Dan Simmons – på hollandsk. Selvfølgelig med den intention, at læse bogen og derved lære (mere) hollandsk og samtidig (formodentlig) forbedre selvet, vederkvæge sjælen – c’mon: kunne blære sig med, at kunne kunne læse nederlands.

Personligt er jeg tilstrækkelig kæphøj til at mene, at hvis man lige sænker paraderne, så er hollandsk ihvertfald ikke vanskeligere end tysk eller sønderjysk. Hvorfor “enhver” med blot lidt “sprogøre” skulle kunne udtrække noget meningsfuldt af en given sætning, skrevet på det der sprog, fra under havets overflade.

SWJ fortæller, at han – for at udfordre sig selv- indgik den interne aftale, kun at slå ord op, hvis det var ab-so-lut nødvendigt for forståelsen. Under læsningen stødte han på en figur/person, der blev kaldt “Het” et-eller-andet, og idet SWJ vidste at “het” er den bestemte artikel (ligesom engelsk “the”), regnede han med, at det drejede sig om en funktions-betegnelse (“the officer”, f.eks.). Senere opdagede han, at personen faktisk hed “Het” til fornavn, hvorfor der måtte være tale om et spøjst sammentræf, der hverken udsagde noget om oversættelsen (fra engelsk til nederlands) eller i hvilket omfang Dan Simmons kunne “dutch”.

Engang i ’70’erne (altså i oldtiden) læste jeg Sam J. Lundwalls aldeles fremragende “Science fiction: från begynnelsen til våra dagar”. Heri præsenteres – blandt meget andet og godt – Arthur C. Clarkes “Against the fall of night” med ordene: – “menneskeheden har låst sig inde i sit eget fængsel og smidt nøglerne væk, evigt angste for et navnløst “noget”, der engang slog den tilbage og stadig lurer ved Galaksens rand” (eller noget i den stil). En ubetinget teaser, hvorfor en ret ung Andersen gik på jagt efter molevitten.

– og det er lisså godt at sige det: – alt bliver afsløret i det følgende! Men jeg skal gøre det så kort og smertefrit som muligt.

Ganske som i Lundwalls “blurp” om romanen, udspiller den sig i en fjern, fjern fremtid – millioner af år! Og menneskerne i Jordens eneste by (eller det tror de ihvertfald), lever i bevidstheden om, at de er efterkommere af en menneskehed, der bestred et galaktisk imperium. Hvilket viser sig at være en af de mere fede livsløgne. For “Imperiet” fandtes allerede, da menneskeheden kom på banen, og menneskeheden har aldrig bestyret, bestredet, bestemt noget-som-helst. Ever!

Ikke desto mindre ville man (eller ligefrem “Man”) da godt lige flexe med musklerne, og man skabte en kunstig bevidsthed. Samme motiv bruger Clarke iøvrigt i “The road to the sea” fra samlingen “Ten Worlds”, ligesom der – i denne forbindelse – da også lige skal nejes pænt til både et tidligere blog-indlæg på denne kanal og til scifisnakkerne ovre på Scifi-snak, i forhold til gennemgangen af Herberts “Destination:void”. For den “Mind”, man skaber er OND!

Det lykkes for “man”, at fange/lænke Den Onde Bevidsthed til en “dark star” (der menes vel Sort Hul?), samt sætte en vagtpost (a sentinel – tjek lige udgangspunktet for “2001; a space odyssey”), der bliver kaldt “Vanamonde”.

Jeg læste “Against the fall of night” med stor fornøjelse. Og ligesom med den der fornemmelse af “deep time”, man får når man læser om hieroglyph-tolkningerne i “At the mountains of madness”, formår Clarke at sende én ud på envirkelig sense-of-wonder-rutchebanetur nedover millioner af år. Det eneste jeg ikke forstod var, hvorfor i al verden The Good Mind hed “Vanamonde”. Hvaf’, hvef’, hvof’ ???

Herefter går der lige de der 7-8 tredive år, og vi når frem til de første dage i 2021.

Uden nogensomhelst relation til Nytårets eksesser (hvilket I alligevel ikke tror på, så hvorfor denne disclaimer?), havde jeg det faktisk ret “skidtmads” de første dage i januar. Hvor skidt kan muligvis aflæses på (af), at jeg lige kunne overkomme, at se gøg&gokke på youtube, mens jeg drak bouillon og spiste knækbrød med rejeost. Og således kom jeg til at sidde og se Gøk og Gogge i Fremmedlegionen, pakket ind slåbrok, jens lynere og hæklet slumretæppe (as if you care).

“The flying deuces” (den flyvende tosomhed?) var udstyret med undertekster – an nederlands. Og idet jeg mener, at enhver med blot lidt “sprogøre” …. – men det har vist været inde på – sad jeg og skævede lidt til undersætningerne, når d’herrer Laurel og Hardy gav den gas. Und dann …

Ud af det blå, ser jeg ordet “vanamonde” i underteksterne, og eftersom gog og gøkke næppe har med Arthur C Clarke at gøre, må jeg straks få væltet bouillonen og rejeosten ned i det hæklede og slåbrokken, så jeg kan få fat i en google-translator via klaviaturet på den bærbare.

Det hele hænger sammen. “Against the fall of night”, med sin konnotation til Dylan Thomas: – Rage, rage against the dying of the light, betyder dels at scenen i handlingen er sat til “lige inden natten falder på”. For Den Onde Bevidsthed vil snart slippe fri af sit fængsel (ligesom menneskeheden er på vej ud af sit, via hovedpersonen Alvins eventyrlyst). Og samtidig har menneskeheden skabt sig en forbundsfælle, der nu – efter millioner af år – er “blevet voksen”, nemlig Vanamonde. Og hvilket passende navn, for én der skal komme lige inden natten falder endeligt på:

“Vanamonde” er hollandsk for: ” I aften”.