De ansatte
Jeg må lidt modstræbende indse, at jeg faktisk godt kan lidt Olga Ravns “De ansatte”.
Modstræbende, fordi det afgjort ikke startede sådan. Den placerer sig midt i den plamage på science fiction-spektret, hvor det fantastiske element gerne er bundet af, at ordenes betydning går i opløsning. Der er “genstande”, de er i “rummene”, folk reagerer på dem. Det er en fortællestil, som jeg har det svært med – folk som Ballard og Mieville har leveret store læseoplevelser fra det område, men for mig ender det ofte med, at min hjerne søger andre græsgange at boltre sig på, mens teksten leger med sig selv.
Sådan var det også indledningsvist her.
“De ansatte” består at uddrag fra vidnesbyrd – fra de ansatte om bord på det sekstusinde skib. Der er forskellige måder at læse den slags på. Nogle vil sikkert nærlæse og forsøge at holde hele teksten i hovedet – holde de enkelte stemmer ude fra hinanden og nyde forfatterens brug af ordene. Og det er muligt, at det er den “rigtige” måde at gøre det på, men jeg må også indrømme, at det er en vej, der er lukket for mig – Ravn skriver i den der modus, hvor hver enkel tekst i mine øjne fremstår teaterkunstig. Jeg har ingen som helst fornemmelse af, at der er mennesker – eller menneskelignende eller andet – bag formuleringerne, kun skuespillere på en metalstol i et spotlys på en tom scene.
Min læsning var mere afslappet, så de mange stemmer blev til et mangestemmigt kor, der måske flød noget sammen, men også formåede at blive andet og mere end de enkelte. Og selv om min oplevelse til at begynde med var præget af irritation, måtte jeg også langsomt se mig selv blive optaget af det. Der opstår noget gennem “De ansatte”, en historie viser roligt sine konturer som et gammeldags fotografi, der bliver fremkaldt, og det er en gribende proces.
“De ansatte” vandt Niels Klim-prisen som bedste kortroman i 2019 – og med rette, må jeg indrømme. Jeg kan godt forstå folk, der vil blive skuffet over at læse den som science fiction med en forventning om en mere konkret historie (den forventning har jeg selv), men den vinder på sine egne præmisser. For mig vil den nok ende på listen over bøger, hvor jeg måske ikke er vildt grebet af læsningen, men samtidig dybt imponeret over teknikken – og jeg tror endda, at den en dag kunne blive genlæst med andre forventninger og give en helt ny oplevelse.
Så en sært modstræbende anbefaling herfra – læs den, men find den rigtige måde at læse den på.
6 kommentarer
jeg tænker også, at man – nogle gange – bare bliver nødt til at FORSTÅ, at science fiction er det nemmeste, at skrive, især hvis man er UDDANNET på FORFATTERSKOLEN og har været anmelder i POLITIKEN og skrevet “coloumns” i FEMINA, og iøvrigt har lyriske gener, når nu man er datter af én af DANMARKS bedste singer/song-writers ever.
Det er bare sådan det ER, Janus! Det er VILKÅR – no questions necessary, ingen fantastisk tøven …
FEMINA er arnestedet for den nye tids science fiction 🙂
Indrømmet, jeg kastede mig over en Paul McAuley bagefter for at få noget “rigtig” science fiction. Men jeg kunne nu godt lide “De ansatte” – måske mere som tekst end som egentlig fortælling.
Det er også iorden – så længe vi er enige om, at det faktisk er smadder nemt at skrive science fiction. Det kan enhver sgudda gøre – ikk’sandt?
Science fiction… det er bare sådan noget med drager, ikke? 😉
Rigtigt! Pramdrager, ildrager, bedrager og Misse Møghe drager
[…] I al fald er det en trend, jeg er stødt på flere gange – for nyligst i Olga Ravns “De ansatte” og nu igen i Rasmus Daugbjergs debut, […]