Jeg har en kammerat, lad os kalde ham Thomas Zeppedeus, som har de sjoveste ideer. Og som blød humanist er han ikke ked af at give sine børn de helt rigtige værdier.
Han ældste dreng er fem et halvt og helt pjattet med superhelte. Når han og drengen leger superhelte sammen, så er knægten enten Ironman eller Batman, og Thomas Z. tager så alle skurke rollerne. Men ikke de normale, kedelige superskurke. Nej, det skal være nogle skurke som knægten kan relatere til.

Der er den onde håndlanger, nederdrægtigheden selv. Den ultrakorrupte og forurenende slyngel… Espen Lunde Larsen. Men han er ikke den værste, nej den allerværste er Espens chef. Skurken over dem alle… Privat-Lars! Manden med så mange underbukser at han kan have et nyt kostume på i hvert afsnit!

Sådan forestiller jeg mig at det ser ud inden i Thomas Z. og søns fælles fantasiverden

Ingen historie er jo bedre end dens skurk, og derfor er det også virkeligt vigtigt med en lækker skurk. Det er måske lidt der, hvor superhelte filmene generelt fejler. Der mangler simpelthen en skurk med et ordentligt format.

Hvis jeg skulle forestille mig en superskurk, så skulle han nok være en mand med et nobelt formål. Verdensfred. Og måske også en bedre fordeling af resourcer. Men for at være den der kunne gennemføre den slags reformer, så er man jo nødt til at være den der bestemmer. Så en vaskeægte revolutionær. En der ikke vil stoppe for noget som helst. En der sidder i sin vulkanbase og diagerer sine robotter og snigmordere rundt, for at skubbe verden det rigtige sted hen.

Det er nok problemet med Privat-Lars. Han mangler lidt det rigtige format. Han vil aldrig komme til at sidde i sit undersøiske fort, mens han planlægger sin krig mod anstændighed og ro & orden.