Om at skrive og læse et land, der ikke findes
For mange år siden havde jeg en nøglestrop med det palæstinensiske flag på. Min søster, som har rejst i Israel, vrissede irriteret om ikke jeg burde støtte et land, som faktisk eksisterer i stedet. Men det er jo ikke pointen.
Jeg huser et (stolt blåøjet) håb om at israelere og palæstinensere kan finde en vej til sameksistens, som begge parter kan leve med, men indtil en tostatsløsning manifesterer sig må vi nøjes med at anerkende Palæstina rent principielt.
Derfor gjorde det mig glad at finde dette pensum over palæstinensisk spekulativ fiktion, samlet og vedligeholdt af Sonia Suleiman. Den er basis for en “læseudfordring” på hashtagget #ReadPalestinianSpecFic.
Netop de spekulative genrer kan være med til — om ikke at finde realpolitiske løsninger, så i hvert fald stikke visioner og pejlemærker ud for en bedre fremtid. Og der er mange bud på fremtiden at gå ombord i her!
4 kommentarer
For et års tid siden var jeg i lærer-praktik på en skole, hvor Inger Støjbergs hudfarve ville have stukket ud. Og de Søren Krarupske kulturkristne værdianskuelser ville ikke være nogen moralske klangbund.
Sammen med mine “med-praktikanter” underviste vi i Dansk, Historie og Samfundsfag (samt Fysik, fordi én af os insisterede på, at være mærkelig). Så på et tidspunkt var vi “inde omkring” FN/UN, og der er præcis 3 lande, in the whole wide world, der IKKE er medlem af denne organisation.
Det drejer sig om Vatikanstaten, Den Vestafrikanske Republik (Sahrawi) og Den Palæstinensiske Folkerepublik. Vatikanstaten, fordi dens ledere har travlt med noget andet, men de to sidste fordi de ikke er er anerkendt som stater.
Der var højlydte protester i klassen. Jeg vil gå så vidt som til at sige: – uro! Og på mange måder fandt jeg det en passende reaktion. Så da jeg lige fik dæmpet gemytterne, kunne jeg så spørge om det forholdt sig sådan at man kunne betragte FN-medlemskab som et adelsmærke – og hvorfor, i givet fald? Dernæst understrege, at MIN personlige anerkendelse af en stat ikke havde noget med undervisningen at gøre. De nævnte stater er IKKE anerkendt! Ræk fingeren i vejret, hvis du vil sige noget.
Den første kommentar var:
– Du er jo hvid og kristen, så hvordan kan vi stole på det du siger!
Der er lang vej. Men science fiction fra “stater der ikke eksisterer” kan klart være et bud. “Vatikan Science Fiction”? Hm……. 🙂
Nej, men det var jo et fremragende eksempel fra din praktikplads. Jeg kunne ikke have nævnt Sahrawi, hvis nogen havde spurgt mig! Tak for den.
Hvad angår Vatikanstatsfiktion … der kan jeg da komme på i al fald én samling af røverhistorier, som ganske vist ligger nogle tusinde år før romanbegrebets introduktion, men puha! Sikken betydning Bibelen har haft for etableringen af bl a den lille slyngelstat, samt dens vedhæftede missionsvirksomhed.
Så dér er da et fortilfælde for, at man kan skrive en stat frem af spekulativ fiktion.
Enig! Enig –
Nu ikke for at lade debatten køre af sporet – for lad os holde fast i det tema, i den problematik, den konflikt. Fordi den er væsentlig –
Men pludselig kom min evindelige associative markvandring ud omkring “mikrostater”. På dansk grund har vi Kongeriget Elleore – men det vrimler med den slags.
Jeg ved ikke hvad det kan bruges til, men fænomenet er interessant.
Det er iøvrigt lidt interessant, at de mest forekommende “buzz-words” indenfor min metier er “inklusion” og “anerkendelse”. Det er også ganske FN-sanktioneret (“Verdensmål”, mein freund)!
MEN – thi der må være et “men” – der er så visse forhold, hvor disse verdensmål IKKE kan komme i spil. Gæt hvilke 🙂
Tak for det link: på min liste over ting, jeg gerne vil bruge tid på – finde ud af, om der findes noget palæstinensisk spekfik oversat til dansk.