Selvom jeg egentlig burde lave noget andet, sidder jeg lige og ser på Youtube: “Movies that will blow everyone away in 2023”. I doubt it –

– om ikke for andet, så for at overbevise mig selv om, at jeg næppe går glip af noget.

Det er en noget langsommelig affære, at se det “indslag”, for der skal jo også være plads til reklamer – men lad nu det ligge …

For så er der lige et klip fra en upcoming “Dungeons and Dragon”-filmatisering: “Honor among thieves”, og vi bringer et screenshot fra en eller anden action-sekvens:

Nu er det jo sådan, at Ridley Scott har sværget, at han ved grød aldrig har læst A.E. van Vogts “Voyage of The Space Beagle”, selvom monstret i “Alien” er en eksakt kopi af monsteret i den del af fix-up-romanen, der hedder “Discord in scarlet”:

Altså to tolkninger af bæstet – men dens “modus vivendi” er fuldstændig identisk med den hérsens:

 – hvilket Scott selvfølgelig har fundet på, helt selv, honest gov! Eller også er det hele H.R. Gigers skyld – det kan man jo også vælge. Og han er jo heldigvis død, men jeg tror nu ikke han havde brug for inspiration …. han havde ligesom tilstrækkeligt i sit eget yderst fantasifulde og lidt kinky sind. No hard feelings: – Giger var mærkelig! Aint we all?

      Iøvrigt har jeg aldrig forstået, hvorfor “Alien”-monsteret og de dér krabater i “Starship Troopers”:

 – kaldes for “arachnider”. De har da absolut intet at gøre med edderkopper. Faktisk har begge “arter” mere til fælles med myrer – som så Orson Scott Card snuppede til “Ender’s Game”: – The Formics:

(iøvrigt hedder det netop en “formica-plade” fordi det ligner et køkkenbord med myrer på. Artsbetegnelsen for myrer er formicidea.)

Men nu tilbage til D&D. Og det lidt utydelige screenshot levner muligvis ikke det pågældende uhyre nogen større retfærdighed. Men den sér altså sådan her ud, i profil:

Nu vil jeg bede mine læsere skrue brillerne på, og kigge på de følgende illustrationer:

Netop!

     “Voyage of The Space Beagle”, A.E. van Vogt. Tre “portrætter” af monsteret “Coeurl” i afsnittet “Black Destroyer”.

Fix-up-romanen “Voyage of The Space Beagle” består 4 noveller og en rammehistorie, og hér har vi kun at gøre med to af dem.

Plankningen, plagiatet eller pastichen har jeg intet imod. Uanset hvilken sammenhæng står vi alle på fortidens mere eller mindre møre mur, og forsøger at bygge videre på den. Selvfølgelig gør vi det! Og naturligvis forventer jeg ikke, at man spræller ud i en eller anden canossagang, hvis inspirationskilder til éns “værk” bliver påpeget. Man kan jo nøjes med at være ærlig: – ja, jeg fandt inspiration dér&dér, og det brugte jeg så!

     Tiden er knap og dette har allerede været fyldigt. Men jeg forstår ikke den mekanisme, der ligger til grund for affærdigelsen af inspirationskilder. Eller også forstår jeg det, når jeg skruer min mere kyniske linse på. Men det er fandme’ ikke noget kønt syn, der møder mit sarte øje.