Sikre kort når jeg skal trække min trettenårige ud af karlekammeret er ved enten at bage en kage, eller friste med en kaijufilm. Jeg fik ham på krogen for nogle somre siden, hvor feriebudgettet var lavere end sædvanligt, og den bedste afledning var en månedlang tour gennem det japanske filmselskab Tohos monster features. Det var så mådelig en succes at jeg stadig kan trække f eks  Colossal frem fra hylden og lokke ham til at tilbringe et par timer med far.

Det føles som snyd at beskrive Colossal som en monsterfilm, for selv om der ganske vist indgår kæmpemonstre, som tramper gennem en asiatisk storby, så opleves de hovedsageligt gennem de amerikanske hovedpersoners tv- og laptopskærme. De to fortællemæssige spor er nært forbundne, viser det sig hurtigt, men humlen af filmen foregår i lilleby-mikrokosmoset Mainhead, New England.

Gloria, spillet af Anne Hathaway, bliver sat på porten af sin kæreste på grund af hendes uansvarlige partyliv, og hun ser sig nødsaget til at flytte fra New York og hjem til et nu forladt barndomshjem. Det er i mødet med hendes skolekammerat Oscar (Jason Sudeikis), filmens konflikt begynder at tage fart. Belejligt nok ejer Oscar den lokale bar, og er kun glad for at byde Gloria på runder, såvel som et deltidsjob og gradvis møblering af hendes tomme hus. Der er antydningen af et uudtalt folkeskolecrush mellem dem, eller det er i al fald det første indtryk.

Også Tim Blake Nelson og Dan Stevens figurerer i filmen, et sted på skalaen mellem inaktivt plotelement og halvformet rollefigur.

Da Seoul nogle dage i træk bliver katastroferamt af et tydeligt forvildet kæmpemonster, begynder Gloria at ane en sammenhæng mellem hendes egne fordrukne blackouts og monstrets opdukken. Der er et nøje sammenfald mellem klokkeslættet 8:05, en legeplads på hendes rute fra baren, downtown Seoul, hende selv og — viser det sig — Oscar. Præcis hvad det er, der knytter de elementer sammen, afsløres kun i små etaper gennem filmen, men gøres heldigvis ikke til macguffin i form af en overtydeligt ipapskåret Forklaring. I stedet forkæles seeren med et rigtig velturneret psykodrama mellem Gloria og Oscar, som tipper filmens præmis til det uventede.

Colossal er guf for lænestolsfortolkeren: Oscars bar har lige så mange lukkede fløje som figuren har fortrængninger. Kontrasten mellem hans hus og Glorias er skærende, særligt i betragtning af den rolle, hans møbler spiller undervejs. Glorias og hans dybtliggende konflikt udfolder sig ikke i Tokyo, men i Seoul … fordi det reflekterer like, the soul, man? Det refleksbetingede slag for panden bliver til et uvilkårligt løft på hatten for at få et så dumt ordspil til at fungere gnidningsløst i filmen.

Nacho Vigalondas forrige film, Time Crimes, var en möbiuslagkage af tidsrejsespas som, set i bakspejlet, er den perfekte kodimagnyl til Avengers: Endgame‘s mylderknald i samme genre. Her ser vi en lidt mere afdæmpet side af hans talent, en rigtig snedig film om misbrug og udnyttelse i alle dets former, forklædt som monster mash. Jeg forestiller mig at brainstormmødet for filmen centreredes omkring ordet ABUSE ridset ind i et whiteboard. Hele menuen serveres ulasteligt, men mere og mere modbydeligt, og i sidste ende tilfredsstillende, da de to fortællespor krydses som et trompe l’œil der kollapser og stirrer tilbage på beskueren.

Den trettenårige og jeg trak endelig vejret igen, da rulleteksterne begyndte, og vi kiggede på hinanden, næsten overraskede over hvad vi lige havde set. “Det var jo faktisk… en god film!” Det er ikke hvad vi er vant til på kaijufronten, men uh, hvor er det skønt når det sker.