“Asahis ægtefælle får et nyt job, og det unge par flytter ind i nabohuset til hans barndomshje, hvor forældrene stadig bor. Med opbruddet fra byen, og i sin nye rolle som hjemmegående, mister Asahi sine hidtidige orienteringspunkter. Hun befinder sig pludselig i en verden præget af isolation, hallucinatorisk hede, flygtige møder med mærkelige naboer, det hele akkompagneret af den konstante invaderende lyd ad cikadernes skingren. En dag da hun er på vej hen i døgnkiosken, ser hun et stort sort dyr, følger efter det og falder i et hul, der syntes at være lavet til netop hende.”

Således står der på bagsiden af Hiroko Oyamadas “Hullet”, og min første tanke var The Enigma Of Amigara Fault.

Den type højtonerædsel er “Hullet” dog langt fra. I stedet er det en sært afbalanceret historie, der drysser ligelig hverdag og besynderlige hændelser ind mellem hinanden, så man som læser tager sig i at trække forklaringsmodeller op af forventningshatten. Er det en spøgelseshistorie? Er det et sammenbrud? Er den fyr rablende tosset? Er Asahi faldet igennem hullet snarere end blot ned i det, som det også skete for Alice?

Spørgsmålene er mange, svarene… ikke. I stedet leverer Hiro Oyamada en fint foruroligende kortroman, der er perfekt, hvis man som læser har lyst til lidt usikkerhed.