Det er lidt at spoile næsten, når man siger, at en roman stiller spørgsmålstegn ved virkeligheden, for så ved man som læser, at der kommer til at ske ting og sager her. Men nogle gange er det også svært at fortælle om en roman uden at spoile. Som nu “Anomalien” af Hervé Le Tellier – “der er et fly, som kommer ind i en storm, og mere vil jeg ikke sige!” Det er ikke den rette måde at sælge en roman, man er så vild med, som jeg er med “Anomalien”.

Men der er et fly, som kommer ind i en storm – og nu vil jeg sige mere: flyet kommer også ud af stormen igen, og det næste stykke tid følger man en del af de personer, der var ombord. Vidt forskellige mennesker, én er lejemorder, én er forfatter og så videre.

Det er altsammen meget godt.

Indtil en dag, måske et halvt år senere, endnu et fly kommer ud af en storm. Og det er det samme fly. Det totalt samme fly, med de samme passagerer og samme piloter – som allesammen mener, at de lige er fløjet ind i den storm, som de så altså ramte for et halvt år siden.

Hvad gør vi, når vi står overfor noget uforklarligt som dette – som individer, men også som samfund – og hvad kan forklaringen være? Det er de bolde, Le Tellier smider i luften, og det gør han med gladeligt legende lethed. Hvad gør man som dublet og som dubleret – og hvem er hvem? Hvad gør man, når “man” har begået selvmord et halvt år tidligere.

Forestil dig “Lost”, men bare omvendt. Og med en slutning, der ikke er “Skærsilden er en mærkelig fisk”. Forestil dig også adskillige linjer med lovprisninger her – i min hast blot sammenskrevet som: en fabelagtig bog.