Utænkeligt

Utænkeligt

Jeg tror måske, at jeg har fundet den perfekte thriller, hvis man er hjemmegående husforælder, der passer små børn. For godt nok indeholder Brad Parks’ “Utænkeligt” både mystiske, synske rigmænd, store konspirationer og trusler med hele menneskeheden, men det omdrejende spændingspunkt synes at være: hvordan skal jeg få mine børn passet?

Vor helt er Nate Lovejoy, hjemmegående husfar. Han er advokat, men hans kone er en bedre advokat, så derfor har de besluttet, at han skal passe børnene. Den slags brud på den forstokkede kønsroller kan naturligvis sætte et forhold under pres – men ikke lige så meget som en mystisk mand, der fortæller Nate, at han er nødt til at slå sin kone ihjel. På et meget specifikt tidspunkt, ikke desto mindre.

Hvorfor? Fordi en milliard mennesker ellers vil dø. Som sporvognsproblemet, men sporvognen transporterer nukleare våben.

Men hvordan ved den mystiske mand så det? Fordi han arbejder for en magt- og skyggefuld organisation, som ledes af Vanslow DeGange – en mand, som kan se fremtiden. Ikke bare sådan aflæse og forudsige aktiekurser, men helt konkret se fremtiden.

Nate tvivler (naturligvis) på påstanden og giver sig til at efterforske den – når han kan få sine børn passet. Beklageligvis ser det snart ud til, at han har god grund til at tro på, hvad han er blevet fortalt. Og at han skal slå sin kone ihjel.

“Utænkteligt” er lidt som en klassisk Dean R. Koontz-roman – den glider let, der sker ting, actionscener flyder over den indre skærm, der er plottwists, og det hele er ærligt talt lidt dumt. En sommerferieroman, der er glemt, så hurtigt som solcremen tørrer ind.

1
Den frie verden Option 1

1 kommentar

Henning Andersen

Lidt i samme boldgade, med noget der er ret fedt, men så alligevel heller ikke SÅ fedt:
DR/TV har faktisk en række film, der er direkte tilgængelige (og krimiserier, dokumentarserier, komedieserier ….. og på Bonanza er der hele arkiver af alt muligt mærkværdigt, samt helt fornuftige arkivalier). Og derfor satte jeg mig – i drengerøvs-“mode” – til at se “First Blood”, som sandsynligvis er bedre kendt som “Rambo 1”.
Det er faktisk ikke nogen dårlig film! Bevares; den lider naturligvis under det samme syndrom som alle amerikanske film om vietnam-krigen, at det dårlige ved den krig er, at “vi” ikke vandt den. Og i forhold til roman-forlægget er der (naturligvis!!??) skruet op for action-delen.
Men (så? og?) – jeg læste (for en evighed siden) David Morrells roman, hvor læseren – trods alt – kommer lidt længere ind i personernes hoveder, hvorved de fremstår knap så stereotype som i filmen. Og så bliver det alligevel til “survival of the fittest” og Den Stærkes Ret.
Ikke desto mindre var jeg blevet lidt lun på Morrell og fik fat i hans “Totem”. Og dn lægger også stærkt ud med afdækningen af et “parallel-samfund”, der synes at hente sit potentiale fra indiansk mytologi.
Men derefter bliver opløsningen blot, at vi har at gøre med white-trash, der har ritualiseret indtagelsen af svampe og har mistet jordforbindelsen.
Med andre ord: – gode oplæg og så kan forfatteren ikke ramme egen bold med eget bat. Vi befinder os i Dean Koontz-Land!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.