SUPERKULTUR

Skyldtynget fornøjelse

aug
23

Ovre på Nummer9 har de spurgte: Hvad er din guilty pleasure? Og selvfølgelige bliver det slået fast, at man ikke bør skamme sig over tegneserier – hvilket jeg da også i princippet er enig i… omend jeg nok ikke ville bladre i et Nightwing med den der anatomisk usandsynlige positur på forsiden, mens jeg var ude i offentligheden.

Men det fik mig til at tænke på: hvad burde jeg egentlig skamme mig over? Ikke bare sådan “høhø, det er for børn, så jeg burde ikke læse det”, men sådan rigtig “Det her burde være et etisk spørgsmål, hvis du lige var selvbevidst nok til at stille det”? Findes den form for kulturprodukt? Jeg har da læst en del protofascistisk science fiction (Jørgen Misser, jeg kigger på dig) – men tro mig, det var ikke en fornøjelse, så ingen flueben der (og hvis man finder det en fornøjelse, tænker jeg, at man ikke har den store skam i livet, så heller ikke på den måde kan det overføres). Er der underholdning, som jeg fortærer mod bedre vidende? Burde jeg skamme mig?

Og med min kones Jesper Fårekyllingehjælp kom svaret: Ja. Min dårlige samvittighed har en centreret fortand og er god til at løbe. Og sætter et Hollywood-podperson ansigt på… Scientology. Ja, jeg elsker mig en god Tom Cruise-film. Faktisk sidder jeg og ser starten på Jack Reacher, mens jeg skriver disse ord – og det er måske pointen. TC leverer underholdende action, man ikke behøver klistrende øjenæblerne til, men man kan altid løfte blikket, når musikken eller eksplosionerne sætter ind, og så er der gang i den. Om ikke andet er der i al fald vor helt, der løber og springer. Hvis der er noget, Cruise kan, er det at løbe (nåja, og så cleare thetaner).

At se en Cruise-film er som et drikke et glas koldt cola – ved den rette temperatur smager det ikke rigtig af noget, man skal ikke frygte, at der er noget med kanter i, og kroppen får et lille sus. Det er et produkt unikt sammensat til blot at afstedkomme mere af samme produkt. Og så selvfølgelig flytte penge fra et sted til et andet, først og fremmest væk fra forbrugeren og til et stort, sjælløst foretagende. Eller Coca Cola-kompagniet.

Ja, jeg har lidt dårlig samvittighed over at se Cruise-film, men det stopper mig ikke i at gøre det. Kunne man håbe på, at ungdommen, der går så etisk til andre elementer af livet, som mad og interpersonelle forhold, kunne gøre noget ved behovet for etisk voldsporno? Kunne man forestille sig sig en generation af fritgående, økologiske actionhelte? Eller er svaret måske bare en computeranimeret Cruise drevet af solenergi? Det er mit bud, for helt ærligt er Cruise – som en god del andre film- og musikstjerner – påbegyndt en nedstigning i the uncanny valley fra den forkerte side.

Så får vi naturligvis ikke “Cruise hopper i en sofa”, men det må være kunsten, der er det vigtige.

Nå, nu så jeg så begge Jack Reacher-film, mens denne tekst var åben, og måske var det en hjælp til at træffe det etiske valg – for toeren er godt nok en noget mere sølle omgang. Måske skulle jeg bare downloade den og The Mummy (så ingen penge havner hos Scientology) og se dem, hver gang der kommer en ny Cruise-film. Omend det ville være et forsøge at løse et systemisk problem på det individuelle niveau… så alle skal tvinges til at se dem!

14 Responses to Skyldtynget fornøjelse

  1. Jeg kunne føle mig fristet til, at udnævne Tom Cruise ti et usædvanligt dumt svin, der, pr. hans tilknytning til scientology (nægter at stave det pjat med stort), betragter sig selv som en uvurderlig gave til menneskeheden. Men det ville være at ære både scientology og TC, udover det rimelige. Så jeg vil nøjes med at udnævne ham til at være en glatnakket fladpande.
    Og lad os lige være ærlige: skuespiller-talent er manden sådan set heller ikke udstyret med; jegmener, hvordan differentierer man menneskets præstation i f.eks. “Legend”, “Topgun”, “Mission Impossible” og/eller “Minority Report”? Tom Cruise spiller Tom Cruise – det er det han kan. Og på den måde ligner han mest af alt Sidney Lee – heller ikke mange hjemme, dér! (Men, Bruce Willis spiller også som regel Bruce Willis, så det skal ikke være med den på)
    Når det så er sagt, så skal man – IMHO – altid holde “manden” ude fra værket. Ellers bliver det ret svært at læse Borges, Niven, Heinlein, Platon, Dante, Holberg (kryptofascister, hele bundtet), eller se film med John Travolta (for nu at blive i den der forening), John Wayne, Adam Sandler eller Arnold Schwarzenegger. For nu bare at ta The Top Of The Pops.
    Og hvad ved vi egentlig om Arcimboldo eller Rembrandt? Hvad ved vi om Eckersberg eller Anna Ancher, Thorvaldsens syn på ligeberettigelse, Saxos Grammaticus’ forhold til indvandrerproblematikken?
    Kan man ikke høre Panthera eller (gud forbyde det ellers) Ace Of Base? Skal vi være afholdende og prokrastinerede, eller skal vi “face the music” og tage en stilling, hvor “værket” separeres fra “manden”?
    Derefter kan vi ta fat på manden – eller kvinden, “høn”/”hen”/”haun”, whatever.
    Dog kan jeg komme i tanke om 1 tilfælde, hvor den ikke går – hvilket glæder mig usigeligt, men muligvis tilintetgør mit hele argument – nemlig Ayn Rand.
    På den anden side er hendes “out-put” så også så røvhamrende kedeligt, at det næppe – bortset fra hos Saxo Bank – har den store betydning. Så jeg vil kraftigt fraråde at oprette en konto dér.
    Og så vil jeg ellers gå ind i sofaen og se “Oblivion” 😀

    • Jeg ville så gerne kunne tegne en klar streg, bag hvilken jeg ikke til bruge energien på at adskille personen og værket. Men det bliver altid sådan en udflydende grænse – omend Ayn altid befinder sig et eller andet sted ude i horisonten. Men meget apropos har Panthera været oppe at vende for nylig – i samtale med Allan, vist – efter at Phil Anselmo er begyndt at liste et lille “white” ind foran “power”. Det har gjort det lidt svært for mig at lytte til dem, må jeg indrømme.

      • Nåja! Det var sandelig ikke noget forsvarsskrift for Panthera – jeg ved udmærket, hvor de befinder sig (ligesom Ace Of Base, hæhæ). Men for nu, at gå til “stregen”, vil jeg mene, at når “værket” bliver vehikel for “auteurens” proklamatoriske ekstravagancer om personlige synspunkter – så er grænsen nået!
        Hvem sagde: “Følg endelig efter dem, der søger sandheden – flygt som død og helvede fra dem der har fundet den”?

        • Dér går en fin grænse mellem det rabiate og det excentriske, synes jeg – visse kunstnere kan slippe afsted med ret langt ude teorier og selvhævdende formuleringer (så længe de ikke er fascistiske eller på anden måde hadefulde) fordi de på én gang formår at være helt alvorlige og samtidig har en formildende distance til sin og postulatets urokkelighed.

          Og så er der f eks Neutzsky-Wulff.

          • Det har du fuldstændig ret i. Kunst består i formidlingen af problematikker. Hvis den formidler svar er den ikke længere kunst. Hvad “kunst” så ellers er. Men altså: al god kunst er politisk. Al politisk kunst er dårlig. Og så er der Erwin – yessir. Lad os komme tilbage til ham, for det er en ordentlig omgang 🙂

          • Puha, emnet ENW kræver vist en separat blog for at tage livtag med alle problematiske skyklapsperspektiver og vrangforestillinger… Og jeg kan på ingen måde forlige ham med overskriften “superkultur”.

          • Bredere set, mht kunst: jeg synes absolut kunst kan formidle svar, men så snart den opgiver flertydigheden og giver ét “endegyldigt” svar, så falder den som et piano i en stumfilm.

            Ligesådan synes jeg ikke politisk kunst over en kam er dårlig (og det tror jeg heller ikke du mener), men netop den entydige, fuldt indoktrinerede kunst er røvsyg fordi den kun kan stryge beskueren med eller mod hårene. Det er den kunst som kan gøre begge dele samtidig som er interessant.

      • Bare en rettelse mht min personlige blacklisting af Pantera – det var vist sidste år han faktisk blev filmet råbende “white power” fra scenen og lave nazihilsen, men efterfølgende er det kommet frem at han i alle Pantera-årene flettede linjen ind i nummeret “A new level” når de spillede live. Så manden er ikke blevet dum i hovedet de senere år, det er en livslang diagnose.

        • Der er gået ged i svarmuligheden, ovenfor – så vi tager den lige hér: ENW har skam sin egen blog, hvor han flejner ud. Modsat dig kan jeg så godt se ham under overskriften “superkultur” (under-over , sub- super- …. glem det!). Så det må jeg vel hellere se på 😀

          • Oho, der har jeg udtrykt mig upræcist! Jeg mente at det kritiske perspektiv på fænomenet ENW kræver sin egen separate platform for at komme ordentligt omkring hele det selvopblæste apparat som består af værket, manden og myt(oman)en, og hvori formentlig hans personlige blog indgår på lige fod med denfri.dk 🙂

    • Apropos Heinlein – et godt indlæg ovre hos Charlie Stross: http://www.antipope.org/charlie/blog-static/2018/08/dread-of-heinleinism.html

  2. Det er saftsuseme svært at vælge, når man ved at de fleste andre ville synes at alt man konsumerer er kvalitetsmæssigt bankerot, og man (afsløret – I ved jo godt jeg mener “mig”) spytter på det meste disse “normale” synes om. Jeg indrømmer gerne at jeg har noget værre bras i DVD-hylden, og det er mærkeligt nok dér blikket glider hen når jeg tænker på guilty pleasures. Der står rent faktisk flere Weinstein-producerede film, så indtil Cruise bliver taget med bukserne nede er mine fornøjelser i al fald tættere på en domfældelse end dine.

    Men jeg har et had/kærlighedsforhold til sequels, det her helt røvsyge koncept med at lave opkog på en udmærket film ved at fuldstændig undergrave originalens afslutning og kaste hele molevitten op i luften igen. Det er kun de mere langtrukne sekvenser af efterfølgere der kammer helt ud over selvparodien og bliver enten meta (“Wes Craven’s New Nightmare”) eller knald-i-låget nonsenskoncepter (nu siger jeg bare “Jason in Space”, men eksemplerne er ikke begrænsede til horrorgenren), men kun få tager den helt store kovending allerede med toeren.

    Derfor vil jeg nok sige at min skamblandede fryd er… Highlander II. Det er svært at tro at samme instruktør som lavede etteren, men nu med større budget og rådefrihed over konceptet, i dén grad sked et persisk tæppe over den smule integritet forlægget havde. Ikke at den første var et stort kunstværk, men den ser sådan ud ved siden af toeren, som ikke bare er dårligere rent filmisk og plotmæssigt — den omskriver også hele kanonen fra etteren, OG bringer Sean Connerys rolle tilbage fra de døde uden en reel forklaring. Den er med andre ord actionfilmenes svar på Det Nye Testamente, og jeg ville ønske alle sequels i filmhistorien havde samme kokainbudget som Highlander II.

    • Jeg har sådan et Bader Meinhof-syndrom med Weinstein. Jeg havde aldrig lagt mærke til navnet før, men nu dukker det lige pludselig op på et hav af film.

      Highlander II har altså en særplads i filmhistorien, ja måske i kulturhistorien. Den er fantastisk og forfærdelig på samme tid. Fortastisk?

  3. Pingback: Umulig mission – SUPERKULTUR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.