Kommunalt selvstyre efter apokalypsen

Det er svært at komme udenom, at de fantastiske genrer meget ofte kommer med en overvægt af tung amerikansk kultur vævet ind i overfrakken, så det kan være svært som dansk forfatter at give sig i kast med dem uden at genbruge nogle virkemidler, der måske ikke er helt så troværdige i en dansk setting (som det hedder på nudansk). Men danskerne (som flest) har ikke lommer, bagagerum og køkkenskabe fyldt med tunge våben og bruger ikke tiden til halvbevidste at bede om et sammenbrud, der vil gøre det okay for dem at benytte selvsamme våben. Men det er et sjovt greb at bruge, fordi… nåja, vi er vant til det, og eksplosioner er altid sjove.

Men det er altså en fryd, når nogen forsøger at undgå de næsten fastgroede klicheer og skriver en historie, der bare er mere dansk.

Det er tilfældet med Søren Staal Balslevs De rensede.

Verden er gået under. En virus har udslettet størstedelen af verdens befolkning, og vore hovedpersoner overlever nu i København, mens de overvejer, om det er på tide at forlade byen. Det store drama er overstået, og der er ikke længere så mange mennesker, at de kan dø som fluer. Men det er hverken Mad Max eller The Road, det er bare blevet hverdag.

William og Eva var gift før undergangen, så det er de også nu. Og det var ikke noget sprudlende ægteskab, så det er det endnu mindre nu – hvor det ellers er skåret ned til det mere essentielle. De skal finde mad, de skal undgå de overlevende, der er i området, og de skal klare sig fra dag til dag – men nu er datteren ikke blot teenage-træls, men også syg, så der bliver stillet nye krav til dem. Og der er ærligt talt ikke noget værre end hverdagen, der bliver afbrudt.

Balslev holder langt hen ad vejen en fint underspillet tone i De rensede. Ja, man kan mærke noget patos, der dirrer under overfladen, men det føles også, som om han holder hånd i hanke med sig selv. Det giver en fin og egentlig også realistisk stemning, for folk er folk uanset hvornår, og det er svært ikke engang imellem at tænke, at de er idioter.

Det er personerne, der er i fokus, ikke dramaet – og selv om der smides en smule lidt velkendt action ind i midten af historien, formår fortællingen at være om menneskene. Apokalyptiske historier kan være svære at gøre til veldrejede historier, fordi det er svært at gøre noget ved den overordnede situation, men Balslev holder en rød tråd gennem William og Evas forhold, som der bindes en fin knude på til sidst. De rensede står tilbage som en god, gedigen dansk apokalypse, der egentlig nok også sagtens kan læses af andre end de faste genrefans. Forvent en fin lille vinkling af en velkendt genre.

Comments

  1. Henning

    Dystopier står mig op til drøblen! Lidt ligesom ham hér:
    http://podcast.fantastik.dk/?p=81 og gentaget/udvidet hér:
    https://litteratursiden.dk/artikler/dansk-science-fiction-eller-hvor-fanden-er-min-marsboer
    Enten er de teen-age-oprør “in disguise” eller også er de forsvar for “survivalist”-bevægelsen. Ihukommende salig Stephen Jay Goulds essay “Ten Thousand Acts Of Kindness”, er det ikke mit generelle indtryk, at “den rødøjede morder-abe” afsikrer sin sten-gun (hvis han har en) i tilfælde af civilisations-sammenbrud. Bevares, der er sikkert idioter, der ville betragte det som en mellemting mellem “a golden opportunity” og “photo-opp”, men social-darwinismen bliver ikke et manifest diktum bare fordi strømmen ryger og kloakken er stoppet. Det er blot noget vi bliver bildt ind – af social-darwister. Og ofte – i den slags fortællinger/films/hvaharvi – ligger det implicit, at “nu skal I høre noget om Den Menneskelige Tilstand”. Men stabler af sandsække er sjældet maskingevær-reder – større er sandsynligheden for, at er det oversvømmelses-sikring.
    Så bortset fra, at “The Road” er en udmærket film (mens MadMax er ren car&sorcery), så forekommer PostApokalypsen mig mere at kunne komme til bestå i den situation som Frederik Pohl beskriver i “Starburst”, hvor Jorden har “fået én på hatten” af …. – nåja, det skal man vel læse sig til 🙂 (men spoiler: EMP på nova-niveau)
    Endeligt: – i referat lyder “De Rensede” en lille smule som “Narrens Drøm” af Niels E. Nielsen.
    Den mest realistiske PA forbliver vel – beklageligvis – Briggs’ “When The Wind Blows”. Romantikken er til at overskue …

    1. Post
      Author
      Janus

      Jeg har lidt den samme modvilje mod mange dystopier – men jeg kan nu godt lide Mad Max-typen, fordi de mere virker som spas end som “vi siger noget eviggyldigt om mennesket (udover at de er afhængige af våben og benzin”.

      1. Henning

        Du har ret! Mad Max er spas og halløj – derfor værd at titte-lytte. Man kan så indvende, at præmissen er yderst vedkommende (olie-“reservernes” overskuelige omfang) . Men medmindre Mel Gibson skulle være blevet dummere med årene, er det næppe drivkraften/motivationen bag Mad Max.
        Man er selvfølgelig blevet gammel og reaktionær, men jeg vil stadig holde på, at de bedste Total-katastrophe-fortællinger er dem, som Ballard skrev (“Crystal World”, “The Drowned World”, “Draught”, “The Wind From Nowhere). “High-rise” er civilisations-kritik – det er den – men med samme glimt i øjet, som Lems “Fremtidskongressen”. Men udover, at jeg finder “Den Sjette Vinter” af Gribbin og Orgill ganske spændende, så har den det dér selvhøjtidelige drag, jeg ikke rigtigt kan snuppe. Og det gælder for de fleste dystopier: – er du, forfatter dér – virkelig så suspenderet fra et blot nogenlunde rimeligt intellektuelt niveau, at du har ladet dig overbevise (Freud, Jung og Nietzsche) om at civilisation og kultur blot er den tyndeste hinde, der lige med nød næppe holder den indre svinehund i kort snor? Det er ikke så meget det, at jeg nægter at tro på det (“flower to the people”) – det er mere det, at så enkelt er det ikke. Men jeg kan godt se, at jeg er ved at vikle mig ud i et større indlæg, så lad os holde hér 🙂

  2. Pingback: Aske Munk-Jørgensen: Horror “er litteratur på turbo” – SUPERKULTUR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.