SUPERHELTE MED KANT. Alan Moore er en tegneserie-superstjerne, og med rette. Han har givet os mesterværker som ”Watchmen”, ”From Hell”, ”V for Vendetta”, ”League of Extraordinary Gentlemen” og så videre og så videre. Så der er naturligvis intet mere nærliggende end at samle nogle af de korte historier, han har begået forskellige steder, og tjene nogle penge.

”DC-universet: Alan Moores historier” samler alle de historier, Moore har skrevet med et udvalg af DC Comics’ superhelte. Det bliver til tretten historier af vekslende længde og af lige så vekslende kvalitet, for nu at være ærlig. En enkelt historie (den psykomacho-snotdumme Vigilante) grænser til det komplet ligegyldige, mens andre (som f.eks. Batman-klassikeren ”The Killing Joke”) er helt oppe at ringe. Indimellem de to yderpunkter er der gode og mindre gode historier, som dog alle bærer et eller andet præg af Moores evner – flere af dem læste jeg selv, da de kom på dansk oprindelig, og selv om de måske virker lidt daterede i dag, så har de altså fæstnet sig i en sådan grad, at jeg kan genkalde dem uden problemer i dag. Det gælder Superman-historien ”For the Man Who has Everything” og Green Arrows ”Night Olympics” – og selvfølgelig ”The Killing Joke”; Brian Bolland kalder den mindre vellykket i sin indledning til historien, men hvad ved han, han har jo bare tegnet den (men okay, sammenlignet med f.eks. ”Watchmen” har den jo nok svært ved at stå distancen).

Noget forældet virker især ”Lad os rive Supermans liv fra hinanden”-historien ”Whatever Happened to the Man of Tomorrow?”, skrevet som en afslutning på Superman-bladet, før John Byrne genstartede figuren. Ideen er da meget sjov, måske er det blot, fordi Curt Swans tegninger i mit hoved hænger sammen med en for længst overstået æra. Rick Veitch har illustreret ”The Jungle Line” med samme hovedperson, der igen er underholdende, men noget gammeldags.

Resten af bogen er kortere historier, gerne med en smule bister humor. Det er ikke stor litteratur, men det er såmænd ganske underholdende læsning. Som et hele viser den hovedsageligt, at Moore sagtens kan klare sig på en smule plads, men rigtig i vigør kommer han først, når han får de store udfoldelsesmuligheder: både på pladsen og på figurer, der er uafhængige. De kan sagtens genlæses, når man er kommet gennem den her.

o O o

LINKS
Alan Moore på FantastiskLitteratur.dk

Alan Moore på Comicwiki