DEN UDFLYDENDE FREMTID. Så blev mit 4. semester projekt endeligt så færdigt, at jeg kunne komme til at foretage mig noget fornuftigt igen. Jeg valgte at tage tilbage til virkeligheden med Enki Bilal’s “Fire?”, som er sidste del i hans tetralogi om “Uhyret og de tre søskende”, der startede med albummet “32. december”.

Endnu engang møder vi Nike, Leyla og Amir i en fjern fremtid, hvor kunst, krig, fourening, fortid, fremtid, andre dimensioner og liv går op i en højere enhed. Vi får endelig (næten) en forklaring på hvem Holeraw er, og hvad hændelsen på den 32. december faktisk handlede om. Forvirret?

Som det er sædvane for Bilal, skal man helst læse alle albummene i hans serier lige efter hinanden, ellers går der simpelt hen for meget tabt. Bilal er lige så kryptisk og snørklet som han var det i hans “Nikopol Trilogi” – om muligt endnu mere end det. Faktisk er der ikke ret meget man får en direkte forklaring på. Derudover skal man også følge godt med, da der indimellem er nogle kraftige spring i tid og/eller sted. Alt sammen en del af Bilal’s trademark.

Det er dumt/undøvendigt/uladsiggøreligt at tale om et budskab eller en pointe i “Fire?” – og så alligevel ikke!! Jeg vil dog lade det være op til den enkelte, at tolke på betydningen af “Fire?” og resten af serien.

Rent tegneteknisk er Bilal i topform. Hans tegninger er blevet og bedre med årene, og han formår virkligt at tegne “det sarte menneske”, på en måde så man føler sig overbevist. Samtidig er hans forestilling om fremtiden tilpas dyster og surrealistisk, til at man sagtens kan tro på at det er sådan det bliver.

Har man sagt Bilal, må man også sige “Nikopol” (hvilket jeg allerede har gjort). Det er da også svært, at lade være med at sammenligne hans berømte “Nikopol Trilogi” (NT) med denne udgivelse. Ingen tvivl om at NT er den bedste af de to, den er også den mest forståelige. Der er mange sammenfald mellem NT og denne nye tetralogi. Søgen, overmenneskelig indgriben og planer der er større end de enkelte individer, er ting der gå igen i begge serier. Dermed ikke sagt at “Fire?” og de forgangende album er unødvendige (jo mere Bilal desto bedre), men de bringer ikke meget nyt i forhold til universet/universerne som Bilal skriver i.

Alt i alt er denne, nu afsluttede, tetralogi ganske speciel. Den er virkeligt flot tegnet, og der er mange gode ideer i de fire albums. Det er ikke ligefremt letlæste tegneserier, og der er også en del at tænke over, når man lukker albummet sidste gang. Men er man parat til at tage en tur ind i fremtiden, ridende på ryggen af en paleoderm fisk og med sin minicat ved hånden, så er “Fire?” lidt af en guldklump.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Enki Bilal på fantastisklitteratur.dk