SUBKULTURSGROTESKERIER. Warren Ellis er bedst kendt som tegneserieforfatter – både til egne serier og nogle af de store forlags kendte skikkelser (se evt. mere på Comicwiki). ”Crooked Little Vein” er hans første roman, men rummer flere af hans tydelige kendetegn, deriblandt et bombardement af ideer og et lettere forvredent syn på virkeligheden.

Ellis benytter sig af den hårdkogte krimi som udgangspunkt – hovedpersonen hedder Michael McGill og er privatdetektiv af den klassiske slags, der sidder på sit beskidte lille kontor uden at have råd til en sekretær; og i evig krig med den muterede superrotte, der har gjort hans væg til sit hjem. Men McGill er ikke blot detektiv, han er også et af de mennesker, som universet lader til at være ude efter, en veritabel ”shit magnet”, som han kaldes. Når han ansættes til at skygge en muligvis utro ægtemand, er den mistænkte ikke blot utro, han er med i en strudsevoldtægtskult – og at gribe en midaldrende bankmand på fersk gerning i færd med netop det er ikke noget, som gør underværker for ens egen libido.

Men det er da naturligvis også vor helt, regeringen henvender sig til, da det bliver dem magtpåliggende at fremskaffe en forsvundet antikvitet: en hemmelig Forfatning, indbundet i huden af den alien, der voldtog Benjamin Franklin seks nætter i træk. Bogen skal bringe USA tilbage til de gode gamle dage, hvor moralen var i højsædet.

Sammen med college-studenten Trix, der bevæger sig hjemmevant i de mørkere vande af USA’s subkulturer, begiver McGill sig af sted gennem et troldspejl af det Amerika, vi kender. Det virker som en verden, hvor internettet er eksploderet og har plasket alle til i ildelugtende memer og obskure perversiteter. Vi bevæger os fra kæmpeøglegrovporno til det, der er værre.

Når subkultursikoner som Ellis begiver sig ud i skønlitteraturen, virker det på mig, som om det ofte går en af to veje: enten tungt og knudret og fascinerende som f.eks. Alan Moore eller Nick Cave eller, som i dette tilfælde, som en orkan af ideer og billeder. ”Crooked Little Vein” er angiveligt bygget på materiale, som Ellis har samlet sammen på nettet, pakket ind i sin egen lille roadmovie og slynget efter læseren med høj hastighed. Det er ikke altid, der er forfærdeligt megen historie i det, men det forhindrer det ikke i at være gudbenådet læsning. Man har slet ikke svært ved at forestille sig Ellis på en pub i færd med at indtage Red Bull, mens han tordner ”Crooked Little Vein” af sted – det er en af de bøger, der virker til at være skrevet i en rus, gonzo-litteratur, Hunter S. Thompson med en internetopkobling. Man tilgiver let den manglende dybde, for overfladen er pisket til skum.