TRYL. Christopher Priest har en vis forkærlighed for Victoria-tidens England – og så ynder han at lege med dobbeltgængere, splittede bevidstheder eller andre måder at så tvivl om hovedpersonens gøren og laden på. Begge dele får han masser af mulighed for i ”The Prestige”.

Historien starter i vores tid, hvor Andrew Westleys ukendte fortid vender tilbage for at hjemsøge ham. Han blev bortadopteret som dreng, men har altid levet med følelsen af, at han et sted ude i verden havde en tvilling – det er en følelse, der kun vokser, bliver næsten fysisk, da han lokkes af Kate Angier til hendes afsidesliggende hjem. Hun har i mange år grublet over det mord, hun mener at have overværet som barn – og jagten på offerets identitet har ført hende til Westley. Hun kender hans rigtige navn og gør ham bekendt med deres fælles baggrund, som går tilbage til de to tryllekunstnere Alfred Borden og Rupert Angiers flerårige kamp.

Historien bliver fortalt gennem deres respektive dagbøger, hvilket tillader Priest at overraske igen og igen med nye vinkler på enkelte hændelser. De to mænd starter et indædt fjendskab baseret på fejltagelser og misforståelser, hvilket kommer til at påvirke begge deres familier flere generationer frem i tiden. Det, der binder dem sammen, er, at de begge udfører det samme nummer: den tilsyneladende umulige transport fra ét punkt på scenen til et andet – det, der adskiller dem, er, at de gør det på vidt forskellige måder, og begge er lige sygeligt angste for at få deres hemmelighed afsløret. Men for dem, der afskyer magi i deres litterære kost, kan jeg roligt afsløre, at ”The Prestige” på intet tidspunkt begiver sig over i fantasy-genren – hovedfokus ligger på hemmeligheder, og hvordan man snyder både øjet og folk (og så er der et SF-element gemt i historien også).

Har man læst nogle af Priests bøger i forvejen, kan man gætte noget af plottet i ”The Prestige” – men han forstår dog altid at hive nogle overraskelser ud af ærmet. En ”prestige” er selve effekten af en tryllekunst – damen, der er oversavet; manden, der er forsvundet – og forfatteren er en mester i både udførslen af nummeret og nogle ekstraordinære effekter. Som sædvanlig lever romanen særligt igennem sine personer – synsvinklen skifter, så ens sympati springer fra tryllekunstner til tryllekunstner, indtil den ikke længere følger nogen af dem. Deres fejde udvikler sig konstant alt efter personen, der fortæller, og man må som læser spekulere over, hvordan den skal bindes sammen med Westley og hans manglende tvillingebror. Det lykkes dog, og med stil.

SF-elementet er her meget lille, og man skal ikke læse ”The Prestige”, hvis man er til rumaction eller Tolkien-fantasy – men hvis man er til intelligent brug af de (til tider sparsomme) fantastiske elementer, koblet med en superb fortælleevne, så er jeg for mit vedkommende endnu ikke gået galt i byen med Priest.