Alex Scarrow: Sidste lys

Alex Scarrow: Sidste lys

OLIEFATTIG UNDERGANGSTHRILLER. For nogle år tilbage fik Andy til opgave at udarbejde en opgave for en hemmelighedsfuld organisation – hvad ville der ske, hvis verdens olieforsyning blev afskåret, og hvordan kunne eventuelle terrorister sørge for dette.

I dag befinder han sig i Irak som olieingeniør for at inspicere ledningsnettet, da en række yderst velkoordinerede angreb verden over brat afslutter den strøm af olie, der går til den vestlige verden. Resultatet er øjeblikkeligt kaos, også i Irak. Oprørerne vejrer morgenluft, og de vestlige soldater begynder at trække sig ud af landet. Sammen med en lille gruppe britiske soldater må den ellers så spagfærdige Andy kæmpe sig igennem fjendernes rækker for at komme ud af landet og tilbage til sin familie i England.

I England går tingene fra let foruroligende til direkte kaotiske i løbet af ingen tid. Det går snart op for regeringen, at man har et problem – samfundet kan simpelthen ikke fungere uden olien. Ikke nok med, at transportmidlerne kræver brændstof, men man har i mange år været afhængig af mad, som bliver importeret til landet. Rationering bliver derfor hurtigt indført, men ikke før anarki bryder ud. Der er ikke noget politi på gaderne, og ungdomsbanderne hærger. Folk bliver snart villige til at slå ihjel for noget at spise eller drikke.

Andys kone er strandet nordpå, og kæmper sig tilbage mod London, mens hendes to børn gør deres yderste for at overleve det mørke, der skyller ind over byen. Den paranoia, der er blevet indprentet i dem, siden faderen skrev sin rapport, kommer dem langt om længe til gode – men den er langt fra nok. For bag de verdensomspændende omvæltninger står den organisation, som Andy udleverede sin rapport til, og de er ikke, som han troede, et efterretningsbureau, der arbejder for det fælles bedste. Deres indflydelse rækker vidt og bredt, og de går kun efter det, som de selv finder bedst. Uanset hvor mange mennesker der kommer til at dø af deT. Hvad værre er: de ved, at Andys datter kan identificere flere af dem, og de har sendt en lejemorder efter hende.

”Sidste lys” udspiller sig i det, der kan blive civilisationens sidste uge og er en højtpumpet thriller. Science fiction-læsere vil nok lade sig drage til den af de apokalyptiske undertoner, men vil nok også blive skuffet over brugen af disse elementer. Scarrows stillingtagen til samfundets kollaps lader sig indkapsle i en række lettere hysteriske ytringer om vores afhængighed af olie (hvor personerne er tydelige talerør for forfatteren) og nogle indspark om ungdommen, og hvad verden dog er blevet til. Det er præcis den samme tone, der er at finde i det korte efterord og irriterede mig flere gange under læsningen.

Det er snarere læsere af spændingsromaner, der vil finde god underholdning i ”Sidste lys”, for fokus er helt klart på action. Der kæmpes med oprørere, voldtægtsmænd, voldsbander og en enkelt superlejemorder, og faren har det med at være overhængende. Scarrow sørger for at levere en historie, som man hurtigt læser til ende – det kunne næsten lige så godt være skrevet i manuskriptform, for den formelig indbyder til en filmatisering. Men lige så hurtigt som den er læst, lige så hurtigt er den glemt igen. Det er egentlig synd, for man får en fornemmelse af, at han gerne ville have skrevet en god science fiction-roman – der har han altså skudt ved siden af målet, og resultatet er i stedet blevet en ganske gedigen tjubang-historie.

1
Brian Augustyn: Batman – Gotham by Gaslight Paul Pope: Batman – Year 100

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.