SORGDYR OG SELVRANSAGELSE. ”Sorgforstøveren” udkom tidligere i år og er Louise Kringelbachs debut – i mine øjne er den ikke den fuldendte debut, men ikke desto mindre en roman, der lover masser af potentiale og et talent, man bør holde øje med.

Der er tale om en lille, fornem roman, der stikker ud fra mængden, både i kraft af den gennemførte visuelle form, der præger selve det fysiske eksemplarer, men også den ide, der holder hele historien flydende. Kringelbach fremstiller en verden, der ligner vores – men lige med den forskel, at folk her har sorgdyr. Folk, der oplever sorg (ikke alle, men nogle), materialiserer denne som et dyr, der følger dem, hvor end de går. Det er på samme tid et utroligt stærkt billede, men også en håndgribelig tilgang til følelserne, som forfatteren med stor succes lader gennemstrømme hele sin verden. Sorgdyr kan ikke nødvendigvis genkendes som værende sådanne, og folk har meget forskellige tilgange til dem (ligesom folk naturligvis selv påvirker deres sorgdyr). Ud fra dette lykkes det Kringelbach at liste masser af små detaljer ind i teksten, som peger på en kompleks og skiftende verden – hun har muligvis ikke tænkt det hele igennem i detaljer, men hun viser læseren, at der er masser derude, og så får fantasien lov at arbejde. Det og så et flot sprog er helt klart romanens største styrke.

Historien – og man kan måske gætte, at det var her, jeg ikke helt blev fanget ind – følger en sorgforstøver ved navn Thor Moslav. Han er endda en af de bedste; hans arbejde er at hjælpe folk med at håndtere deres sorgdyr, at forstøve dem, så de enten helt forsvinder eller i al fald bliver til at leve med. For de kan være grumme små bæster, hvilket han selv må indse, da en af hans patienter dør. Mortimer Prais bliver rullet ihjel af sit sorgdyr, en kåd elefantunge, som Moslav havde forstøvet fra at være en fuldvokset afrikansk elefant. Dødsfaldet rejser straks spørgsmålet, om det på nogen måde kan være sorgforstøverens skyld, og det bliver stille og roligt til den lille tue, der vælter hele Moslavs livs store læs.

Patienterne forlader ham, medierne spinder guld på historien, og hans rivaler fryder sig. Og pludselig fortæller en tidligere kæreste ham, at han, der altid har vidst, at han var steril, skal være far. Alt går i opløsning, og midt i det hele må Moslav opleve det, som han i så mange år har behandlet sine patienter for: han får sit eget sorgdyr, en bister krage, der hakker ham i maven om natten og fuldstændig ødelægger hans nattesøvn. Det næste stykke tid følger man Moslavs op- og nedture, hans krise og forsøg på at komme overens med sig selv.

Ja, historien holder sig flydende, og det uden problemer – men den kunne have fløjet, den kunne have været helt oppe at ringe. Og det når den desværre ikke, simpelthen fordi forfatteren insisterer på at holde den på jorden. Vi holder øjnene på Moslav, som vakler lettere forvirret gennem historien, og det mangler ganske enkelt noget drive, fornemmelsen af, at historien vil nogen steder hen. Det kunne sagtens gå an (ikke mindst fordi Kringelbach fortæller så let og poetisk), hvis ikke det var, fordi grundideen er så stærk og fuld af potentiale og vil noget mere. Det får den ikke lov til, og det er synd.

”Sorgforstøveren” er en god og fascinerende bog, en unik bog fra en dansk forfatter, som jeg gerne vil anbefale folk at læse – men jeg kan ærligt talt ikke lade være med at mene, at den kunne have været så meget mere. Hvor om alting er, er der tale om en kraftfuld debut, og man kan spændt se frem til flere bøger fra Kringelbachs hånd.

I ØVRIGT

Læs mere på forfatterens hjemmeside.

“Sorgforstøveren” har (med forfatteren som deltager) været diskuteret på  Litteratursidens læseklub Bogfinken.