LIDT FOR INTELLIGENT DESIGN. ”Blood Music” startede som en novellette i 1983, hvor den vandt både en Nebula og en Hugo. I 1985 omskrev Bear historien til romanlængde. Det er mange år siden, jeg læste originalen, men jeg mener, at romaudgaven fortsætter historien noget længere efter den oprindelige slutning. Hvilket fungerer ganske godt og skaber en af de bøger, hvor afstanden mellem start og slut næsten kan få det til at svimle for læseren. På under 250 sider bringer Bear én meget langt ud.

Virgil Ulam arbejder med genetisk research for firmaet Genetron, men hvor firmaet som helhed kæmper med at udvikle biologiske computerchips, der kan fungere i menneskekroppen, bruger Virgil en god del af sin overarbejdstid på sit helt eget projekt: han vil skabe intelligens helt ned på celleniveau, og hans forsøg lader til at have båret frugt.

Desværre er han både ærgerrig og uforsigtig, så da hans videnskabeligt uforsvarlige (og efter alle retningslinier uetiske) projekt bliver opdaget, destruerer han det ikke, som han bliver beordret til; i stedet sprøjter han sine eksperimentet ind i egen krop. Tanken er at få dem ud igen, så han kan fortsætte arbejdet, men uforvarende har han ført forsøget til det næste niveau. Det er lykkedes ham at skabe intelligens, og snart mærker han resultaterne på egen krop.

Noget arbejder inden i ham, og det vil ud. Kommunikationslinier bliver langsomt åbnet, og grænserne mellem det indre og det ydre begynder at smuldre.

”Blood Music” er science fiction, så det synger. Det er historien om en ide, der ændrer verden på godt og ondt, fortalt kortfattet og intenst.

Bear kan sin videnskab – det har andre steder betyder, at han har brugt megen tid på den, men det holder han på et ganske passende niveau her, samtidig med at han jonglerer med store og fascinerende koncepter. Historien springer fra person til person, mens de bliver opslugt af de forandringer, som Virgils handlinger har bragt over verden. Og det er store forandringer, der er tale om.

Angiveligt er ”Blood Music” en af de første historier, der beskæftiger sig med ”grey goo” – selvreplicerende maskiner på atom-niveau. Og det er måske en af grundene til, at så mange historier med det tema ender som gement katastrofe-hysteri, for når en af de første milepæle sætter målet så højt og så overbevisende, er det noget lettere at sigte efter laveste fællesnævner. Umiddelbart kan jeg ikke lade være med at tænke på f.eks. Michael Crichtons Sværmen, der også beskæftiger sig med nanoteknologi og intelligens, men hverken formår at blive lige så overbevisende eller lige så spændende, selv om den bruger dobbelt så mange sider på det.

Greg Bears nano-historie er anbefalelsesværdig – den er kort og hurtigt læst, men den kommer under huden. Og arbejder der.