FORVIRRING & FASCINATION. Lad det være sagt med det samme, at ”Indoctrinaire” er en meget underlig bog.

Den starter med videnskabsmanden Wentik: i en laboratorium under Antarktis eksperimenterer han med bevidsthedsændrende stoffer, da to sære, hemmelige agenter afhenter ham og bringer ham på en forvirrende rejse ind i den brasilianske jungle. Der bliver deres opførsel kun mere og mere bizar, og selve det fængsel, han befinder sig i, byder på nogle meget ekstraordinære overraskelser: en hånd, der stikker op ad et bord, et øre i væggen, en konstant skiftende labyrint. Romanen synes befolket med mennesker og handlinger, der er flygtet fra Kafkas hjerne.

Efter det første stykke tids forvirring begynder der dog at danne sig en mere konventionel historie. Det område, Wentik befinder sig i, er faktisk en del af en fremtidig verden, som er ødelagt af atomkrig og gasser baseret på hans egen research. Det er nu op til Wentik at drage tilbage i tiden og tilbage til Antarktis for at forhindre det. Det betyder dog ikke, at romanen på noget tidspunkt bliver helt almindelig eller blot let gennemskuelig. Interessant, ja, men også for mig grundlæggende forvirrende.

En del af forklaringen kommer i forfatterens korte efterord, som forklarer noget om romanens historie: den startede som to overlagt obskure noveller, den ene af hvilke blev afvist af selv New Worlds.

New Worlds, redigeret af Michael Moorcock, var SF-magasinet, der grundlagde hele New wave-undergenren af science fiction. Det var kendt for at bringe litterært eksperimenterende fiktion og bidrog til at udvide genrens grænser meget, men også stedet, hvor den eneste mulighed for at blive udgivet var ”to baffle everybody”, som Priest skriver i efterordet.

Ikke desto mindre er ”Indoctrinaire” nu en fascinerende bog – og som forfatterens debut har den i al fald for mig åbnet op for en interesse for hans øvrige forfatterskab. Dog er den nok ikke for den tilfældige SF-læser, men snarere for den, der interesserer sig for genrens historie og litterære og tematiske spændvidde.