SUPERHELTESAMVÆRSPROBLEMATIKKER. Superhelte, synes jeg at have læst, er den eneste genre (eller type af historie), der specifikt er skabt til tegneserien – men hvor man med tegneserien med lethed kan overtage historiertyper fra både bøger og film, så kan det være sværere at gå den anden vej. Hollywood har lavet en del succesfulde tegneserieadaptationer, men hvor mange gode originale superheltefilm findes der?

Med ”Alle mine venner er superhelte” forsøger Andrew Kaufman at fortælle en original superheltehistorie som tekst. Det lykkes på visse områder, hovedsageligt fordi den grundlæggende ide er så god, men fejler grumt på andre, blandt andet fordi han dropper den håndgribelige tilgang til sine helte, som tegneserien har for vane at bruge. Forstået på den måde, at superheltene i hans hænder går fra at være personer, der agerer, til hovedsageligt at skulle forstås symbolsk. Det, som derimod virker, er sammenstillingen af en verden fuld af superhelte og så en ganske enkel, lille kærlighedshistorie.

Tom har ikke selv superkræfter, men det har alle hans venner. Og sågar hans kone, som går under navnet Perfektionisten, der har så stort behov for orden, at hun kan skabe det med tanken alene. Desværre har ægteskabet været ret ensidigt indtil videre – Perfektionisten kan nemlig ikke se Tom. På deres bryllupsdag blev hun hypnotiseret af sin eks-kæreste, og siden har Tom været usynlig for hende. Han følger efter hende i håbet om, at hun igen vil se ham, men når han rører hendes baghoved, hikker hun, og rører han hendes ryg, nyser hun – og så fremdeles.

Den lille kortroman udspiller sig, mens Tom følger efter Perfektionisten til Vancouver, mens han mindes deres liv sammen.

Der er en vidunderligt absurd tone over ”Alle mine venner er superhelte” – som gammel tegneserielæser får det mig til at tænke på gamle historier med de Fantastiske Fire (af ungdommen nu om dage kalder Fantastic Four) af Kirby og Lee, hvor superkræfter og almindeligt hverdagsliv støder sammen med sære konsekvenser. Men jeg synes, at Kaufman tipper balancen på en eller anden måde og blander symboler, metaforer og andet til en grød. Tom har smerter i brystet, så en superhelt åbner hans brystkasse, diagnosticerer hans hjerte som knust og renser det for spøgelserne af alle Toms ekskærester. Og så er der tendenser til at fylde en ellers stramt komponeret fortælling op med baggrundshistorier for samtlige figurer, der kommer i nærheden af spotlyset. Det er ganske underholdende et par enkelte gange, men bliver simpelthen for meget i det lange løb.

”Alle mine venner er superhelte” er en lille kuriositet, og med sine cirka 100 sider er den hurtigt læst. Selv ser jeg den mest som et lettere forfejlet eksperiment, der ellers havde stort potentiale, men folk med hang til lidt skæve kærlighedshistorier, vil nok få noget andet og mere ud af den.