INGEN FØDDER, MEN STADIG EN KRIGER. Fortællingen om Metabaronernes Kaste forsætter i det tredje bind i serien. Vi er efterhånden kommet til at kende fortællestilen godt, og ved hvad det er vi kan forvente os. Alligevel formår både Jodorowsky og Gimenez at overraske i billeder og tekst.

De to robotter Lothar og Tonto venter fortsat på at deres herrer, Metabaronen, skal vende tilbage. Imens de venter fortæller Tonte videre på historien om Metabaronens forgængere. Fokus for dette afsnit ligger på oldefaderen “Aghnar” der er søn af den sterile Othon og nonneluderen Honorata. Bindet spænder over 10-15 år af Aghnar’s liv, og der sker selvsagt en del. Vigtigst er dog fødslen af to kaste-traditioner, som jeg ikke skal afslører mere om her. Derudover er der tragiske dødsfald så det står ud af ørene. Kort fortalt.

Som sagt er både skrivestilen og tegnestilen velkendt. Men ud af de to er det klart tegningerne der er de bedste. Jodorowsky er stadig meget tung i sit valg af fortælleteknik. Det kan selvfølgelig være et forsøg på at give serien et mere episk islet. Personligt synes jeg dog det kan være lidt kedeligt og langsommeligt. Vi f.eks. ikke sluppet af med forfatterkommentarerne da det stadig er Tonto der fortæller hele historien. Derudover bliver Tonto afbrudt så ofte af Lothar (den anden robot) at det, der skulle være sjovt og grinagtigt, nærmest bliver irriterende fyldstof.

Men kastens historie er interessant! Emnerne spænder vidt fra både fantastisk kærlighed til uhyrlig hævntørst. Det er sådan ca. de samme emner som i sidste bind, men det er jo altid interessant. Især når indpakningen er så flot som Gimenez’s tegninger.

Har man læst de to første bind, må man naturligvis også læse dette bind. Har man ikke læst de to første bind, skal man se at komme i gang!