SNIP SNIP! Jordorowsky og Gimenez’s episke fortælling om metabaronerne forsætter i dette andet bind af serien. Historien fortsætter hvor den slap i sidste bind.

Krigeren Othon har mistet sin søn og sin “evne til at skabe nyt afkom” (heraf “Snip snip!”). Han er blevet godt tosset, og bruger nu det meste af sin tid på at udvikle våben og træne. Imidlertid bliver den ufødte, kejserlige, siametiske tvilling kidnappet. Selvsagt er det Othon der bliver tager opgaven med at skaffe den tilbage.

Der er meget mere i historien, men det er svært at sige mere, uden at skulle give en komplet synopsis over bindets 64 sider. Historien er stortladen, episk, eventyrlig, skræmmende og meget familiepræget. Den spænder fra uudgrundelig sorg og årsagsløst had til usigelig stolthed og fantastisk kærlighed.

Billederne er næsten det bedste. De er utroligt flotte. Hvert enkelt billede kunne næsten være et maleri i sig selv. Igennem hele bindet har jeg kun lagt mærke til én graverende fejl i tegningerne. Nu er jeg lagt fra nogen ørn til “find fem fejl”, men én fejl på 64 sider er ikke meget. Heller ikke hvis det viser sig at være fem fejl!

Hvis der er et punkt hvor Metabaronernes Kaste kan have sine fejl er i fortællestilen. Den er meget beskrivende og lagsommelig. Fyldt med “forfatterkommentarer” og knudrede sætninger, som kan gøre det lidt svært at forstå. Det er dog ikke så graverende at det ødelægger historien, men det er et kritikpunkt.

Er man til spaceopera i højeste potens (med streg under potens), og har man iøvrigt læst det første bind i serien, er dette bind uundgåeligt. Personligt har jeg læst det fire-fem gange, og er endnu ikke blevet træt af det.