NAZISTISK SAMMENSVÆRGELSE. I ”Singularity Sky” legede Stross med kommunister og informationsrevolution – i fortsættelsen til hans debutroman, ”Iron Sunrise”, inkluderer opskriften nazister (eller noget, der ligner mistænkeligt) og sammensværgelsesteorier.

Noget af det første, man bliver præsenteret for, er dog en flere sider lang beskrivelser af en stjerne (og derefter en hel masse mennesker), der dør. Nogen har jernbombet planeten New Moscows sol med en altødelæggende nova som resultatet. For dem, der tidligere har læst Stross, er det vist ikke nødvendigt at sige, at det er en beskrivelse, han orkestrerer ganske eminent, og som sætter tonen for resten af bogen med en blanding action, tekno-poesi og eftertænksomhed.

En af de få, der overlever, er teenageren Wednesday Shadowmist. Under evakueringen af en rumstation guides hun af sin hemmelige ven (hvis identitet er ganske let at gætte) til nogle papirer, som viser sig at være yderst vigtige – der er folk, som ikke vil tøve med at slå ihjel for at få fat i dem, og snart er hun på flugt tværs over galaksen, forfulgt af en flok genmanipulerede ariere kendt som the ReMastered . Samtidig udløses New Moscows gengældelsesvåben, og en næsten usynlige flåde af dommedagsvåben begiver sig mod den planet, der mest sandsynligt er skyld i titlens ”Iron Sunrise”, New Dresden. Og nogen begynder at myrde de New Moscow-ambassadører, som er den eneste chance for at standse flåden. Dermed er grunden lagt til det næste job for Rachel Mansour, agent for FN, og hendes mand, som arbejder for den gudelignende Eschaton, begge gengangere fra ”Singularity Sky”.

”Singularity Sky” var en fest at læse, og her er tale om en mere end værdig opfølger (faktisk en marginalt bedre roman). Skam få den, som ikke blot læser den igennem og nyder turen, for der er tale om god og gedigen underholdning, der formår at være både intelligent og charmerende på sådan en lidt fjollet måde (f.eks. nazister, der vil overtage verdensherredømmet – men Stross væver det hele elegant sammen, så man ikke stopper op længe nok til at stille spørgsmålstegn ved løjerne). Der er skruet ned for de groteske situationer i forhold til forrige bog, men til gengæld er humoren blevet mere integreret. Og Stross viser endnu engang, at han kender sin genre – bl.a. virker (gen)introduktionen af Rachel som en tydelig hyldest til John Varleys novelle Bagatelle, blot gjort lidt mere ubehagelig, men med samme fokus på, hvilken type person det kræver at gøre hendes job.

Kort sagt er der tale om en af de bøger, som man simpelthen bør læse.