Kurt Busiek & Stuart Immonen: Superman: Secret Identity
SUPERMETA. Jeg gik til “Superman: Secret Identity” ganske uden forventninger – foranlediget, vist nok, af en bisætning i en kommentar af Tegneseriesidens redaktør (der viser sig at have anmeldt den her og interviewet Busiek om den her) og en smule erfaring med Busieks skriverier hidtil. Han er god til superhelte-universer – både til at skabe nye som i Astro City og til at binde eksisterende sammen på nye og spændende måder (som “Marvels”). Og især er han god til at anbringe normale mennesker i disse ganske unormale omstændigheder og så se, hvordan de reagerer på de kostumeklædte overmenneskers hurlumhej.
De første billeder i “Secret Identity” er klassiske, næsten naivistiske billeder af Superman, som han så ud i sine tidligste år – lyse farver, raster, heltehage og hele baduljen. Og min første tanke var: Åh nej, ikke endnu en genfortælling af en kendt (til døde) oprindelseshistorie, spækket med in-jokes og legen med de forskellige stile, som vor helt har været tegnet i.
Et par sider senere var de forbehold glemt, og Stuart Immonens tegninger havde hevet mig dybt ind i Busieks historie.
“Superman: Secret Identity” er nemlig ikke, hvad man forventer (selv når man mener, at man ikke forventer noget): det er en meta-Superman-historie med hjerte. Det er Clark Kent, det er Superman, det er Lois, men intet er, som historien siger, det burde være.
Clark Kent er teenager, og han er træt af Superman. Den spagfærdige reporter og slagkraftige superhelt har påvirket hele hans liv – han kan ikke holde en fødselsdag, uden gaverne bærer det ikoniske S. For i denne verden er Superman kun en tegneseriefigur – og Clarks identitet præget af forældrenes noget aparte sans for humor i navngivningen. Det er ikke noget godt navn at have i puberteten, hvor folk bare leder efter sådan en svaghed at gribe fat i. Sportsidioterne er efter ham, fordi han ikke har superkræfter, mens nørderne ignorerer ham, fordi han ikke går op i tegneserier.
Og så en dag vågner Clark op med evner, der tilsvarer… Supermans.
Han kan åbenbart ikke flygte fra sin arv, så der er blot ét naturligt valg: at iklæde sig en Supermandragt (diverse fødselsdage har givet ham rigeligt at tage af) og begå superheltegerninger.
Busiek snupper med kræsen hånd en række velkendte elementer og sætter dem så ind i en helt ny sammenhæng. Og så skaber han en levnedsskildring, der følger vor helt gennem hele livet – et trick, der ikke ville kunne lade sig gøre med den “rigtige” Superman uden et væld af irriterende påfund, men fungerer ganske godt her. Så vi får både historien om, hvordan han stifter familien, hvordan han redder folk i smug, og hvordan han bliver involveret med regeringen, der hovedsageligt gerne vil skære ham op og finde ud af, hvordan han fungerer.
Det er med andre ord et helt andet billede af den kendte helt, men det er godt skrevet, utroligt godt illustreret og både spændende og medrivende. Skulle man endelig være lidt kritisk, burde man måske påpege, at Busiek har hjertet lidt for meget med i affæren – han holder for meget af sine personer, og som læser mærker man tydeligt, at der ikke kommer til at overgå dem de helt grumme ting. Der er lidt for megen betragtning af solnedgangen og for lidt smerte, hvis man skulle sætte det på spidsen. Men det ændrer ikke ved, at “Superman: Secret Identity” er god læsning – et forbløffende frisk take på en velkendt figur og en god historie uden for de klassiske superhelteklicheer.
4 kommentarer
Super anmeldelse! Men hva’ bilder du dig ind og begynde, at anmelde Busiek når det er MIG der anmelder Busiek her på siden 😉
Hæ – dobbelt-snyd. Faktisk ville jeg skrive en anmeldelse til Tegneseriesiden og var halvvejs igennem den, da jeg opdagede, at hin gamle redacteur selv havde gjort det samme for længe siden 🙂
Gammel? Hmpf!
Og Busiek røbede forleden på sin Twitter-konto at han arbejder på en Batman-pendant til Secret Identity. Det ser jeg naturligvis frem til.
Mht. for lidt smerte og for mange solnedgange, synes jeg netop at det er en af de store forcer ved værket. Ikke engang den patos får vi – i stedet en skildring af “det gode liv” fra den ene ende til den anden, og det fungerer i mine øjne helt ufatteligt godt.