KLASSIKER. Det er sjældent, man kan genlæse en bog efter 13 år og så alligevel få den samme, monumentale oplevelse ud af værket. Men Dan Simmons’ “Hyperion”, der faktisk oprindelig er fra 1989, er en bog, der fortjener, ja ligefrem trives ved genlæsning.

Der er bogstaveligt talt et væld af elementer på spil, som snor sig ind mellem hinanden. Vi befinder os et godt stykke ude i fremtiden, og menneskeheden er drevet væk fra den Gamle Jord og bebor nu et utal af planeter. Side om side med dem lever Teknokernen, det hav af kunstige intelligenser, der er opstået af internet og andre kommunikationsformer, og som nu råder menneskeheden og hjælper blandt andet med de fjernsendere, der er med til at binde samfundet sammen.

Uden for Vævet, som betegner de planeter, fjernsenderne har bundet sammen på kryds og tværs i en sådan grad, at enkelte huse kan have udgange lysår fra hinanden, ligger planeten Hyperion, et uudgrundeligt mysterium. Her ligger Tidsgravene, som angiveligt bevæger sig baglæns gennem tiden og er tomme nu, men ikke vil blive ved med at være det; og her huserer Tornskaden, et overmenneskeligt væsen, der tilbedes som en hævnende engel, men bevæger sig efter sin helt egen og uforståeligt logik. Alle interesserer sig for Hyperion: KIerne, menneskene og de menneskelige outsidere ytterne. Og mens en krig, der kan afgøre den menneskelige races skæbne, langsomt nærmer sig planeten, bliver 7 pilgrimme landsat og begiver sig mod Tidsgravene og Tornskaden.

“Hyperion” består hovedsageligt af de syv personers forhistorie, som de fortæller hinanden under rejsen. Det er så tydeligt en litterær konstruktion (thumbs up, Geoffrey Chaucer, du er ikke helt glemt), men Simmons formår kunststykket at gøre de enkelt historier spændende og varierede, samtidig med at de bidrager til den samlede historie. Han springer mellem forskellige typer fortællinger med legende lethed, fra cyberpunk-inspireret fremtidsnoir til digterens flyvske skrøner, og det er mildest talt en fryd at læse.

Det er kun første del af historien, man får her, men alligevel formår Simmons at væve noget, der får en afslutning, samtidig med at det lader mange åbne døre stå til næste bind – mysterierne står næsten i kø.

“Hyperion” er en af de sjældne bøger, hvor man drives fremad gennem teksten, men hvor alting som i en drøm synes at gå langsomt. Fiktionen fortættes omkring én, indtil den synes at blive friktion mod ens hjerne, og det bliver ganske fysisk umuligt for en at indtage mere. Det er et forbløffende værk, der er både spændende, gribende, overraskende og fyld med wow-effekt. Tilmed er det et af de bøger, hvor jeg efter endt læsning har været forundret over den danske oversættelse – Poul Buchwald Andersen har begået en fordanskning, der understøtter teksten og ikke får læseren til stoppe op. Det er noget af en bedrift, synes jeg – men det er også, hvad værket fortjener.

Har man ikke allerede stiftet bekendskab med “Hyperion”, kan det kun gå for langsomt med at komme i gang – historien afsluttes i “Hyperions fald”, men har så to yderligere fortsættelser. Det er den største fryd.