BØGER. Natteværelset er en selvstændig fortsættelse til Peter Straubs eminente spøgelseshistorie Skyggernes hus. Det er igen forfatteren Tim Underhill, der spiller hovedrollen – men selv om der er tale om en selvstændig historie, vil jeg dog anbefale, at man læser Skyggernes hus først, idet der henvises, men også uddybes på handlingen i den (nåja, og så er det en god bog, der fortjener at blive læst).

Tim er vendt tilbage til New York, efter hans nevø blev slået ihjel af en seriemorder. Han har forsøgt at uddrive de dæmoner, som det vækkede i ham, men dæmonerne har desværre ikke tænkt sig at slippe ham – i bogstavelig forstand. Pludselig ser han sin afdøde søster på gaden, en yderst mærkelig fan opsøger ham og synes at blive ældre, som minutterne går, mens han vrøvler om perfekte bøger… og en vred engel flyver hen over hovedet på Tim på gaden, mens døde mennesker sender ham usammenhængende e-mails.

Samtidig er Willy Patrick, der skriver ungdomsbøger, begyndt at få problemer. Hun troede, at hun var kommet sig over sin mand og barns død, men begynder at høre sin døde datter kalde fra et tomt varehus og opdager forfærdelige ting om sin forlovede, forretningsmanden Mitchell Faber. Det bringer hende på flugt og i kontakt med Underhill – hvor det viser sig, at Willys problemer hænger uløseligt sammen med handlingen i den bog, Tim er ved at skrive.

Og noget rækker ud efter det fra det hinsides med et frygteligt raseri.

Hvis man kunne lide Skyggernes hus, er der ingen tvivl om, at man skal læse Natteværelset også – den er lige så medrivende og fascinerende og har samme knugende stemning, selv om der på handlingsplanet sker meget mere her. Vrede engle og stemmer fra efterlivet, det kunne sagtens ende som ligegyldigt pladder, men Straub styrer det med utrolig hånd, så disse korte indskud fra det unaturlige efterlader læseren i frit valg – for straks derefter at blive trukket til jorden igen. Det er som en meget intens rutsjebanetur.

Straub skriver med et køligt overblik renset for chokeffekter – så Natteværelset får måske ikke én til at gemme sig under dynen, men den kommer alligevel under huden (ligesom forsiden springer den ikke i øjnene, men bliver ved med at hidkalde sig opmærksomhed). Opbygningen er på overfladen mere kompliceret end forløberen, men Straub væver fiktion og virkelighed (i fiktionens verden) sammen på så mange planer, at det svimler. Det er en bog, som det er svært at lægge fra sig, selv når sidste side er læst.

Det eneste minus er faktisk nogle få fejl i oversættelsen – nogle idiomatiske udtryk, som det ikke lykkes at overbringe til dansk, men stemningen står intakt, så det kan overses. Der er allerede planlagt endnu en Straub-udgivelse på dansk (en nyoversættelse af Ghost Story) – forhåbentlig får vi flere. Jeg er hooked.