MØRKE MED MERE. Teddy Vork debuterede i 2008 med novellesamlingen Skyggen falder, der især udmærkede sig ved Vorks evner med teknik og stil. Nu har han så begået en roman, “Diget”, der er baseret på danske sagn og myter, som den stemningsfulde forside fortæller.

Historien foregår i middelalderens Danmark, nærmere bestemt i Ribe. Her lever man med havet som en evig tilstedeværelse og trussel. Det er diget, der holder Vadehavet fra døren – og Vork har baseret sin historie på en sætning i en bog af Hrolf Thorulf: I gamle dage begravede man hvert syvende år en dreng levende i digerne.

Da “Diget” starter, bliver Knud udvalgt til at spille den rolle. Han bliver taget fra sine forældre og lukket ind i det uigennemtrængelige mørke under diget. Og snart går det op for ham, at der er ting derinde sammen med ham. Selv om han ikke kan se noget, kender Knud mange af de gamle sagn og historier, så han ved noget om, hvad det kan være, der rumsterer i mørket.

Vork beviser endnu en gang, at han har et godt greb om sine virkemidler – og sætter streg under, at horror også handler om at få folk til at tøve: hvad er det i virkeligheden, der sker – er der ting i mørket, eller er det blot Knuds fantasi? Han trækker i trådene, så både Knud og læser må danse, til tider næsten så det er en pine. For mig er dette ofte en type horror, der fejler, men netop Vorks evner udi af fremmane stemninger gjorde, at jeg lod mig drage ind i historien alligevel. Og så er det altså en genistreg at gribe til sagnene, som det sker her – det er som at begrave hænderne i muldjord: tungt og mørkt og fuldt af liv. Der ligger masser af grumme historier og venter der, og man kunne næsten ønske, at forfatteren ville folde nogle af dem mere ud.

Ideen med at starte historien, hvor Knud begraves levende, er et godt, men også farligt oplæg – umiddelbart virker det, som om fortællingen burde stoppe der, men Vork drejer den i stedet, så den vokser tilbage i tiden, og vi følger Knuds erindringer, samtidig med at historierne snurrer i hans hoved. Det er godt fundet på, men giver desværre lidt problemer med strukturen i romanen.

Det er lidt tydeligt, at Vork kommer fra at skrive noveller, for krydsklipningen mellem fortid og nutid ville fungere perfekt i den kortere form. “Diget” lider desværre under, at historien om Knud i mørket ikke har helt nok indhold, og vi får en del afsnit, der tydeligvis er fyld, indtil vi kan vende tilbage til den anden del af historien – mens det andre steder virker, som enkelte sagn partout skal inkluderes, uden det var nødvendigt. Det ødelægger lidt rytmen i fortællingen.

Ikke desto mindre er “Diget” et fascinerende bekendtskab – og ganske anderledes fra den horror, vi ellers ser. Teddy Vork fortsætter med at udvikle sig som forfatter, og “Diget” går i en helt anden retning end “Hvor skyggen falder” (også selv om han ikke kan lade være med at blinke til EA Poe). De har dog det tilfælles, at man gerne vil se mere.