HISTORIE MED ET TWIST. Grimwood er især kendt for sin science fiction, så man kunne sagtens begræde, at det ikke er den, som her finder oversættelse til dansk. Men det er ærligt talt svært at stille sure miner op, når “Assassinernes hemmelighed” er så god en bog, som den er.

Vi befinder os i det 15. århundredes Venedig med alt, hvad det indebærer af snigmordere, intriger og generelt fornemmelsen af, at politik blot er krig med andre midler. Men det er ikke Venedig, helt som Shakespeare så byen, for i mørket lurer andet og mere end mennesker.

Byens hemmelige korps af assassinere bliver næsten udryddet i en natlig kamp med tyske Kriegshunde. Snart efter ser deres leder, Atilo, dog muligheden for at føre sin arv videre, da den mystiske dreng Tycho undslipper fra et brændende skib. Med sig bærer han blot svage minder om ild og is og en sult, der truer med at fortære alt omkring ham.

Tycho er ikke menneskelig, og hans tilstedeværelse i byen kan betyde dens fald eller overlevelse overfor de fjender, der samler sig.

“Assassinernes hemmelighed” er en art alternate history med magi – noget, vi vist ikke har set på dansk udover Susanna Clarkes “Jonathan Strange & Mr. Norrell”. Og den er en superb blanding af historisk roman og fantasy. Romanens setting bliver fremkaldt så stilrent og sikkert, at man får stemningen uden at fortabe sig i beskrivelser, og så lister Grimwood det overnaturlige element ind i historien, så man ikke opdager det, førend det ånder én i nakken.

Man kunne få mistanke om, at forfatteren har kigget på tidens trend – overnaturligt væsen med en dyster fortid, som får ungmøerne til at dåne – og sagt: “Det der kan jeg gøre 1000 gange bedre og på en måde, så voksne gider læse det.” Og det løfte har han så indfriet med “Assassinernes hemmelighed.” En klar anbefaling.