Philip K. Dick: Filmatiserede noveller

Philip K. Dick: Filmatiserede noveller

filmnovellerSeks klassiske SF-noveller, der alle er blevet filmatiseret. Fra det ene dystre scenarie til det næste trækker Philip K. Dick læseren igennem paranoia, mistillid og generel ubehagelighed.

I 2003, da filmen “Paycheck” udkom, så forlaget Rosenkilde sit snit til at sende denne samling på gaden. Det er svært at være andet end overvældende positivt indstillet, når et forlag tager initiativ til at udgive en så klassisk forfatter som PKD, der ellers ikke har set udgivelse på dansk i bogform siden firserne. Og så er udgivelsen endda kombineret med et godt salgsargument – den indeholder de af Dicks noveller, der er blevet overført til det store lærred (selvfølgelig med større eller mindre held).

Så udgivelsen er god, og det er indholdet også, for der er en grund til at PKD regnes for en af genrens store.

Samlingen indledes med et forord af Bo Tao Michaëlis, hvor der trækkes paralleller Kafka, Proust, Lenny Bruce og andre – det er en smule højtravende, men sikkert et forsøg på at legitimere genren. SF er jo desværre ikke blevet lukket ind i det gode, litterære selskab endnu, og det råder han da også ganske godt bod på. Derudover rummer bogen seks nyoversatte noveller, hvis filmtitler alle pryder forsiden.

Først har vi Løncheck (Paycheck), hvor hovedpersonen Jennings vågner op efter to års arbejde for den mystiske Rethrick – som en del af hans kontrakt er hele perioden blevet slettet fra hans hukommelse, men det er dog lykkedes den fortidige Jennings at overdrage en række genstande til sit fremtidige jeg. Den håndfuld ting hjælper ham nu i en jagt på at finde ud af præcis, hvad der skete i de to år, han ikke længere husker. Og allerede her fremvises et af de temaer, der går igennem samlingen: de usynlige kræfter (i dette tilfælde det Jeg, som Jennings ikke længere husker), der styrer os.

Dernæst ”Stedfortræder” (Impostor), hvor videnskabsmanden Olham beskyldes og jagtes for at være en uvidende spion og bombe for en angribende styrke fra rummet. Ikke nok med, at regeringen jagter ham – Olham skal også bevise over for sig selv, at han er den, han tror, han er (endnu et tema her: mistilliden til sig selv).

”Minoritetsrapporten” (Minority Report), synes jeg selv, er samlingens stærkeste. Her blandes alle Dicks kendte temaer sammen i et paranoidt plot, som man blæser frydefuldt igennem.

Den efterfølges af bogens svageste novelle: ”Erindringer en gros” (Total Recall). Her er nogle gode variationer over hukommelsen og selve virkelighedens utroværdighed, men det kan dog ikke redde, at historien er… nåja, lidt fjollet. Det rådes der dog god bod på med ”Den anden variant” (Screamers), en mere action-præget og samtidig kuldegysende historie, der udspiller sig på en næste uddød jord. Tilbage er kun de russiske og amerikanske soldater – og så de oprindeligt amerikanske robotter, kløerne, som bliver mere og mere avancerede, og som ingen længere kan stole på.

Til sidst får vi ”Den lille sorte kasse”, som angiveligt skulle have lagt grunden til ”Drømmer androider om elektriske får”, der jo blev filmatiseret som ”Blade Runner”. Jeg kan ikke umiddelbart se sammenhængen, men det ville nok have været dumt at forspilde chancen for at have ”Blade Runner” stående på forsiden. Men ingen androider her, derimod en muligvis ekstra-terrestriel Jesus-figur, hvis tilhængere står i direkte kontakt med hans pinsler gennem empati-kasser. En god afslutning på en god novellesamling.

Sammenfattende kan man sige, at jo, PKDs noveller er lidt gamle i det – teknologien er lidt usandsynlig med nutidige øjne, kvindesynet er forældet. Men det er alt sammen mindre skønhedsfejl, og det drukner i Dicks medrivende skrivestil. Han er økonomisk med ordene, plottet er som regel stramt, og det river én med i en sådan grad, at samlingen er alt for hurtigt overstået – havde de dog blot kunnet finde på et påskud for at oversætte et par ekstra noveller.

Til gengæld er det dog svært ikke at sidde tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at alt ikke er, hvad det ser ud til at være.

5
Arn Lou: Operation: Nibiru 2012 Jonathan Carroll: The Land of Laughs

5 kommentarer

Henning Andersen

Forbindelsen mellem “Den Lille Sorte Kasse” og “Blade Runner” er stort set ikke-eksisterende. Men den lille sorte kasse er identisk med den empati-boks der optræder i “Do Androids….”, hvor den skaber forbindelsen til den messiasagtige figur “Mercer”, samt dennes øvrige tilhængere, og deres fælles-empatiske oplevelse af Den Evige Opadstigen.
Et fjernt ekko af den lille sorte kasse kunne være apparatet til brug ved Voight-Kampf-testen i netop “Blade Runner”. Men forbindelsen fra novellen til filmen er som sagt spinkel – til hvilket der er at sige, at det nok ikke er “Do Androids….” man lige tænker på, hvis man sér “Blade Runner” uden at få det at vide.

Oho – så lærte man det.
Er det nu, jeg skal indrømme, at jeg aldrig har læst “Do Androids…”? Begyndte på den engang i de unge år, men blev så irriteret over første scene, så vidt jeg husker, at jeg smed den fra mig.

Henning Andersen

Præcis! INDRØM! INDRØM!!!!!
Nej! Op i indrøm med noget som helst! Det er jo nemlig enormt fedt at sådanne ældre bulderhoveder som f.eks. sådan én som mig, lejlighedsvist får lov til at vise vore litteraturhistoriske muskler!
Omvendt – eller samtidig – ville der måske være en vis værdi i et “vidensforum”/”tænketank”/”info-vortex”/, som diverse skribenter og anmeldere kunne henvende sig til “i processen”, hvis det skulle være.
“Er Du I Tvivl – Spørg ‘Hvirvl’!”

Skriv et svar til Janus Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.