Mit læsehumør bevæger sig gerne i nogle bølger – jeg har perioder, hvor jeg går meget op i at læse den fantastik, der kommer på dansk, og perioder, hvor det helst skal være science ficton på engelsk (og en masse indimellem, deriblandt en tilbagevendende omgang “Jeg bliver nødt til at genlæste et par Discworld). Det er meget få danske romaner, der kan følge mig på tværs af de her bølger som litterære beach bums, der nyder havet uanset vejret. Grete Roulund, hvis vi skal nævne én, der har den fordel af være afdød og derfor ikke kan komme til at stå i vejen for sine egne værker. Og Christian Haun, hvis der skal sættes navn på en, som (heldigvis) stadig er aktiv.

Haun har været væk nogle år, men vendte for nylig tilbage med Hus år hus, som jeg har anmeldt ovre på Horsens biblioteks side – og med et interview her. Den er desværre gået mere eller mindre upåagtet hen, hvor Hauns tidligere værker har haft en tendens til at blive lovprist af anmelderne, men slet ikke samlet op af læserne, som de fortjente det. En god grund kan jeg ikke give, for Hus år hus fungerer på flere planer og viser et forfatterskab i stadig udvikling (men jeg kunne være fristet til at pege på det faktum, at den er udkommet på mellemgaard, hvilket er lidt som at lave en utroligt smuk statue i smør – det er måske let at arbejde med, men det holder ikke i det lange løb).

Men det var nu rart at se i ugens Weekendavisen, at bogen ikke er gået helt upåagtet hen – Haun er nemlig nomineret til Bukdahls Bet – den smalle litteraturpris. Den “går efter den meget, meget ekslusive digtsamling eller kortprosasamling eller eksperimentalroman eller hybridhvadsomhelst – grundet de øvrige prisers almindelige poesidiskrimination kan enhver digtsamling nu om stunder gå for at være meget, megetmgeget eksklusiv”, så det er ikke den bestsellerliste, hvor jeg gerne så den, men det er da noget.

BONUSFAKTUM: Hvis man tjekker avisdatabasen Infomedia for Harlan Ellison (som man jo gør, når man keder sig), er en af de eneste artikler, der dukker op, et interview med Haun.