Der er nok ingen tvivl om, at etteren er en bedre film, men nu er min forkærlighed for treeren jo bundet i konteksten “gensyn”. Og der scorer den højere, fordi den giver den samme oplevelse hver gang. Etteren kan aldrig genskabe oplevelsen af at se den første gang (“det er, som om dinosaurerne kommer hen over hovedet på én,” som den daværende bio-ejer i Middelfart så poetisk sagde), men treeren er, hvad den er. Der er sjov, der dinoer, og der er Sam Neill. Måske ikke inspireret Sam Neill, men stadig Sam Neill.
Hvis den havde heddet “Redningsaktion Dinoland”, havde det været, fordi de havde fået børnene fra den første film til at optræde igen. Så havde jeg kun set den i håbet om blodig død.