COULROFOBI
“Hephey! Ungdomsklovnen Krølle!”
Coulrofobi er ‘sygelig angst for klovne’. Min personlige holdning er, at klovne jævntud er u-sjove, grænsende til det kedsommelige, og der skal ikke meget til at vælte dem over i det decideret uhyggelige. Ham hér kender vi jo:
Og der er sgu ikke langt til Ronald MacDonald. Men kulturhistorisk set lader det heller ikke til, at klovnen er blevet betragtet som en decideret morsom figur. F.eks hang der mange af dem hér, i barndommens kolonihavehuse:
Fandme’ opmuntrende, mon ikke! Og hvis vi skal tilbage til filmens univers, så er der jo altid den ret tragiske skolelærer fra “Den Blå Engel”:
Klovnen – eller klovnefiguren – har, som et af sine udspring, den italienske commedia dell’arte-tradition, med tråde tilbage til det græske masketeater, hvorefter vi kan gå til makronerne med “Rigoletto” og “Bajadser”. Rigtigt muntert. Og herfra stammer også traditionen med Den Hvide Klovn og “hans” to Auguster (de dumme). Eksempel:
Man kan derfor, med nogen ret, påstå at “Mens vi venter på Godot”, af Samuel Beckett, er den triste historie om to auguster, der venter på den hvide klovn, Godot, og derfor ikke rigtigt kommunikerer, eller responderer, på hvad der iøvrigt sker omkring dem. De skal jo styres. Ellers bliver de ustyrlige:
Jeg ved ikke hvorfor klovner skal betragtes som sjove. Det er de ikke. De er tragiske figurer. Og den slags fornemmer børn hurtigere end voksne. Så coulrofobi grundlægges i barndommen af forældre, der saftsuseme vil ha, at ungen skal synes klovnen er sjov. Selv skal de ikke nyde noget. Og det ved de godt. Og derfor er det måske, at klovnen har så mange grimme ansigter i populærkulturelle sammenhænge. Vi ved godt den er gal.
8 kommentarer
De der kolonihaveklovne forvirrede mig totalt som barn – for klovne er jo cirkus og huhej og spas, så hvorfor fanden lignede de allesammen franske eksistentialister, der ledte efter den nærmeste pistol? Måske var det i virkeligheden der, jeg første gang mistænkte, at de voksne ikke anede, hvad de snakkede om 🙂
Hernede på Svendborg-egnen, “muntrer” man sig med en årlig, international KlovneFestival – samtlige daginstitutioner er naturligvis selvindforskrevne som festligt publikum.
Der er mange børn, der skal trøstes de dage, og man kan sige så meget som, at de fleste af klovnerne (i enhver forstand) enten er helt uden situationsfornemmelse eller direkte pinlige.
Dem der løfter niveauet, det er jonglørerne og akrobaterne, mens ballonklovnerne forsøger at trække det nedad. Som i: – jeg fatter ikke konceptet! Men det er en del af Svendborgs profil – tillykke med den, og tjullahop! (sagde en sur, gammel mand)
Forbandet. Vi passerer nogle gange gennem Svendbord – hidtil har den eneste bekymring været “Kan vi mon nå færgen fra toget?” og den har vi nu vænnet os til ved at tænke “Vi bliver en time i byen og tager den næste.” Og så fortæller du mig, at jeg skal bekymre mig igen, at jeg risikerer klovne, hvert øjeblik jeg er det?
Jammen, det er rigtigt – turistforeningen har misforstået noget:
Se Hundested og gø –
Se Paris, mon dieu –
Se Findland og sø –
Se Venedig og dø –
Se Svendborg og – klovn
😀
Nu ved jeg ikke, hvordan du tjener dine penge – men jeg tror, der er en fremtid inden for reklameverdenen.
HÆHÆHÆ! Sådan!!
Men jeg vil råde dig til at køre forbi Svendborg, fremover, så hurtigt som remme og tøj kan holde, thi du har just profaneret kronjuvelerne: Det Gule Pakhus og Helge. Det gør man ikke ustraffet!
[…] har tidligere snakket om klovne her, så jeg kunne dårligt lade være med at dele denne formulering fra Grady Hendrix’ […]
[…] er ikke et ukendt emne her på siden – og jeg tror, der er generel enighed om, at de er sådan et kulturelt modsvar til et dødt […]