Ungdommen tur-retur: David Eddings
Back in the day var der to fantasyforfattere (udover Tolkien, men han var jo ligesom ret meget i en kategori for sig selv). David Eddings og Raymond E. Feist.
David Eddings lavede to store fantasyserier, som jeg var helt vild med i the olden days. The Belgariad som er en 5 binds fantasyserie. Oldschool pre-game of thrones fantasy om den unge farmboy, der ender med at være the chosen one, konge, leder af den vestlige verden, gift med en hidsig halvdryade og i familie med udødelige troldmænd og kvinder, der battler ondskaben i form af den nederdrægtige gud Torak.
Og den fortsætter han i anden del, The Mallorean, som også er en 5 bindsserie. Denne gang ret meget den samme historie, men med lidt udskiftning af nogle af karaktererne og stederne. Det er stadig den unge farmboy turned konge, der nu rejser land og rige rundt for at ordne paragrafferne og dele retfærdig harme ud til de onde.
Eddings selv lader sine karaktere bemærke, at det ret meget er den samme historie, og forklarer det ingame med at universet er låst fast i en stasisform indtil det endelige opgør. Meget spast.
Det andet univers som han stod bag var The Elenium og The Tamuli. Her er der tale om to trilogier. Vi følger Sparhawk der vender hjem til sit moderland efter 10 års eksil. Derefter følger tre bind hvori han og hans merry band af riddere, væbnere, tyve og en enkelt troldkvinde battler onde korrupte kirkefolk, dæmoner og i sidste ende den nederdrægtige Elder God Azash.
Del to, The Tamuli, tager historien over på et andet kontinent. Her viser det sig at noget af det der foregik tidligere i virkeligheden var noget helt andet! Lidt som i Raymonds Feist bøger, hvor Den Uoverskuelige Ondskab fra bog 1 viser sig at være håndlanger for Den Uoverskuelig Ondskab i den næste bog, som så viser sig… og så videre. Den slags strainer altid.
Kan jeg lide dem efter genlæsningen? Tja, nogenlunde. Jeg har altid haft et blødt punkt i forhold til The Mallorean og The Elenium, men med de slemme anmelder briller på, så er det ikke specielt fantastisk god litteratur. Det er vældigt sjovt og interessant læsning – især når man tænker på at det er pre game of thrones. Vil jeg anbefale dem til en youngster på biblioteket? Ja helt sikkert. Men jeg ville nok ikke hive dem frem som Det Bedste Fantasy Nogensinde.
4 kommentarer
Ungdommen nu om dage vil aldrig vide, hvordan det er, når der grundlæggende kun er tre titler, når man gerne ville læse noget mere af det der fang-tasy.
Første gang, jeg læste en bog på engelsk, var befriende – der var pludselig en (kommerciel) verden, der åbnede sig for en. Feists Magician var en af de der wow-oplevelser (og så var fortsættelserne sådan lidt “law of diminishing returns”).
Det har altid undret mig at den (Magician) aldrig kom på dansk. Den var så cool og virkede enormt nyskabende for sin tid.
Dér, i 74-75-76, i forrige århundrede, da jeg blev opmærksom på Ringenes Herre (sært nok gennem læsning af sam j Lundwalls “Science Fiktion: från begynnelsen til våra dagar”), var den ikke til at opdrive på biblioteket, og køen var lang.
Så det blev lidt tyndt med “fantasy”-lektyre, bortset fra Narnia-suiten 8som jeg fandt dødkedelig), eller fringe-mærkværdigheder som “Vejrmageren” eller “Bjældes Lange rejse” (“The tales of Pentecost”) – eller Knud Holtens “Karfunkeljægerne”, tror jeg nok.
Det var der heller ikke meget sport i.
Til gengæld – og egentlig meget mærkeligt – gav jeg mig i kast med Tove Janssons Mumi-bøger (ikke tegneserierne, men romanerne), og de var – og er – sært tilfredsstillende.
Hér er der ikke tale om store drama (og dog: “Kometen kommer” er en apokalypse), men der er til gengæld mærkelige mærkværdigheder og finurlig filosofi. Giver mindelser om Sebastians Øbberbøv-sang: – at være voksen og følsom/i en verden så voldsom … osv.
Jeg fik stukket “The Ellinium” i hånden, engang – i begyndelsen af ’90’erne må det have været – men den sagde mig ikke en dyt. Og efter flere forageringer ind i “Fantasy-land”, må jeg nok erkende og vedgå, at jeg overordnet er en sciencefiction-knallert.
På den anden side: – med tanke på, at der faktisk er en genrebetegnelse, der hedder Science-Fantasy (og tjek lige den hér: https://frasortsand.wordpress.com/2019/01/16/science-fantasy-ja-tak-eller/ ) er jeg måske bare sådan “lidt-midt-imellem”.
Der findes jo begrebet “Hard Core SF” – gad vide hvad “hard-core-fantasy” er? “Astra of Flondrix” – eller er det noget andet “hard.-core”?
“David Eddings gjorde mig til den science fiction-fan, jeg er i dag!” Subtil fornærmelse 🙂