Dér, i 74-75-76, i forrige århundrede, da jeg blev opmærksom på Ringenes Herre (sært nok gennem læsning af sam j Lundwalls “Science Fiktion: från begynnelsen til våra dagar”), var den ikke til at opdrive på biblioteket, og køen var lang.
Så det blev lidt tyndt med “fantasy”-lektyre, bortset fra Narnia-suiten 8som jeg fandt dødkedelig), eller fringe-mærkværdigheder som “Vejrmageren” eller “Bjældes Lange rejse” (“The tales of Pentecost”) – eller Knud Holtens “Karfunkeljægerne”, tror jeg nok.
Det var der heller ikke meget sport i.
Til gengæld – og egentlig meget mærkeligt – gav jeg mig i kast med Tove Janssons Mumi-bøger (ikke tegneserierne, men romanerne), og de var – og er – sært tilfredsstillende.
Hér er der ikke tale om store drama (og dog: “Kometen kommer” er en apokalypse), men der er til gengæld mærkelige mærkværdigheder og finurlig filosofi. Giver mindelser om Sebastians Øbberbøv-sang: – at være voksen og følsom/i en verden så voldsom … osv.
Jeg fik stukket “The Ellinium” i hånden, engang – i begyndelsen af ’90’erne må det have været – men den sagde mig ikke en dyt. Og efter flere forageringer ind i “Fantasy-land”, må jeg nok erkende og vedgå, at jeg overordnet er en sciencefiction-knallert.
På den anden side: – med tanke på, at der faktisk er en genrebetegnelse, der hedder Science-Fantasy (og tjek lige den hér: https://frasortsand.wordpress.com/2019/01/16/science-fantasy-ja-tak-eller/ ) er jeg måske bare sådan “lidt-midt-imellem”.
Der findes jo begrebet “Hard Core SF” – gad vide hvad “hard-core-fantasy” er? “Astra of Flondrix” – eller er det noget andet “hard.-core”?