LORD OF THE RINGS 2.0?
Nåmmen, så fik jeg læst Kirill Eskovs (el. Yeskov) “The last Ringbearer”. Og lige først lidt udgivelseshistorik (sådan da): Eskov fik udgivet romanen i 1999, på russisk. Rimeligt nok; manden er russer. og så er han palæontolog og hans speciale er edderkopper i kolde egne (edderkopper!). Og Wikipedia, som altid har ret, vil vide at den er oversat til polsk, tjekkisk, spansk, estisk og portugisisk – men ikke til engelsk, thi intet britisk (eller amerikansk?) forlag turde gå i clinch med The Tolkien Estate i forhold til et rettighedskompleks som “estaten” sidder tungt på.
Altså troede jeg ikke, jeg nogensinde skulle få læst TLR, idet mit estisk-polsk-portugisiske er (skal vi sige) “en smule rustent”. Men så viste det sig, at Yisroel Markov, der sandsynligvis (som i: – jeg ved det ikke, men jeg tror det) er en russisk jøde, med bopæl i Israel og med arbejdsplads på diverse universiteter abroad og i Storbritannien, på fuldstændig frivillig basis – and in his sparetime – faktisk havde oversat kalorius til engelsk, allerede i 2009. Og således kan man, uden fare for hverken liv eller lemmer, læse “The last Ringbearer” ved at downloade molevitten som ganske almindelig PDF. Spørgsmålet er om man har lyst til dét.
Bemærk lige “solaris” nede i højre hjørne. Jeg ved godt det sikkert er et forlagsnavn (et polsk), eller benævnelsen af en bogserie, a la Science Fiktion Cirklens “ZAP”. YA-lektyre. Perhaps, perhaps, perhaps – unless it’s “perchance or mayhap”, som Ursula LeGuin påpeger i sit essay “From Elfland to Poughkepsie”. Men ang. “Solaris”, så står der i forordet til den danske udgave af denne Stanislaw Lem-roman, at oversættelsen er en katastrofe, dérhen at det er en oversættelse fra tysk, på baggrund af en fransk oversættelse fra polsk (ihvertfald noget i den stil). “The last Ringbearer” har et andet, men lignende, problem: – det er en skønlitterær roman, begået af en ikke-skønlitterær forfatter, oversat af en oversætter, der ikke er oversætter, for som der står i “Den Store Bog” man får, når man skal være oversætter: – det kræver et komplekst kendskab til det sprog teksten skal oversættes til. Men med frygt for, at dette bliver over-akademisk, og med det notabene at jeg ikke kan russisk, hvorfor sammenligning nærmest er umulig, vil jeg nøjes med at sige, at det er en underlig knastet tekst man får i/på den føromtalte PDF-fil. Men den er der! Og allerede dér …
Men nu til substansen:
“The last Ringbearer” er et “second take” på J.R.R. Tolkiens “Lord Of The Rings”, udfra den præmis at historien “skrives af sejrherrerne”, samt en problemformulering der kunne udtrykkes som: “er moralbegreber kategorisk adskilt fra socioøkonomiske realiteter?” Så på en måde – på en måde!!! – ligner Eskovs tilgang lidt den som China Mieville anlægger i sin Bas-Lag-suite (“Perdido Street Station” mv.). På den måde, men uden at beskylde Eskov for “noget grimt”, så er vi alligevel ovre i det marxske (Karl – ikke Groucho) “produktionsmidler”/”produktionskræfter”, eller på mere moderne “franco lingo”: – ressourcer, miljø, schumpeterian chock.
Det korte i det (allerede alt for) lange er: – hvad nu hvis Gandalf, Aragorn og Celeborn (men sært nok ikke Galadriel) i virkeligheden var nogle reaktionære, xenofobe og dumme svin? Hvad nu hvis Sauron var en fremsynet teknologiorienteret fyrste? Hvad nu, hvis Mordor stod på tærsklen til en teknologisk revolution, fremprovokeret af et akut behov for know-how og nytænkning? Hvad nu, hvis Midgårds, Middle-Earths, overflod af “racer” i virkeligheden blot var/er forskellige folkeslag (“they are ALL different kinds of HUMANS” , for nu at parafrasere en sætning fra romanen), selv orkerne – der så altså ikke længere er torturerede og “twistede” udgaver af elverfolk, men derimod humanoide østerlændinge, og ikke specielt “sortsmudskede”, som i Ida Nyrops oversættelse af LOTR, men bare “mongolske” (“Djen, Djen, Djengis Khan, he rider, he leuter, immer weiter”) folkeslag – hvad så? Hvordan ser det så ud med Tolkiens “historieskrivning” angående Midgårds Tredje Alder og “Ringkrigen”?
Vae Victis, som også er titlen på første kapitel i TLR – hvilket er lidt sjovt, thi det citat – “Ve de besejrede” – er netop en romersk/latinsk gengivelse af, hvad kelter-høvdingen Brian (Brennus) skulle have sagt, da han smed sit sværd på løsesumsvægten, efter at have “sacked Rome” . Det glemte romerne ikke, derfor 6000 krusifikserede slaver langs Via Appia en to-tre hundrede år senere. Så kan de lære det, skide udlændinge! (Hvad Brennus/Brian egentlig sagde – og så på keltisk – ved vi ikke. Men han kunne muligvis latin. Det er ikke umuligt – kelterne var altså ikke barbarer!!! Ihvertfald ikke mere end romerne – og så er det sagt).
TLR er ikke parodi eller satire. Det er faktisk en fuldfed pastiche a la Philip Jose Farmers utallige sådanne. Men hvor Farmer kører sit trip på et mix af seksualkulturel civilisationsfobi og metatekstuelle referencer til egen selvopfundne Wold-Newton-Family, så er Eskovs ærinde at udstille LOTR som et seksualforskrækket, reaktionært værk begået af en forfatter der ikke havde en stand forskid på økonomi, geologi, antropologi eller astronomi. Hvilket har den effekt at TLR er spækket med “infodumps” om samme ifht til en Middle-Earth that never was. Men der er noget galt.
Lad os – for nemheds skyld – sige, at hvor Tolkien går til sin LOTR udfra et idealistisk(/katolsk) verdensbillede, der forsøger Eskovs sig med en mere materialistisk(/dialektisk) model, i en beskrivelse af hvordan det ville, kunne, skulle, burde se ud fra den tabende parts side (altså: – han forsøger at gøre Sauron og orkerne til de sande helte). Og det gør han (Eskov) udfra nogle agrar-politiske, geo-politiske og historiemæssige præmisser – med bibeholdelse af et magisk islæt. Så det er ikke helt Marx Opiumforfolket, selvom det helst skulle se sådan ud. Der er stadig magi i Eskovs cover-version.
Sprogligt er der egentlig pænt knald på karamellen i TLR, omend denne “sproglighed” er af en anden tone end Tolkiens – betydeligt mere “main” eller “mundane” (mondæn?) eller hvad det nu hedder, altsammen. Og det er altså et problem, at man i TLR kommer til at stifte bekendtskab med ikke bare Tolkiens “secondary-world”, men ligefrem med dennes “alternative/alternate” world, hvilket sker udfra den betragtning (Eskovs), at LOTR allerede er – ER – en verden i “en anden dimension”. Hvilket er problematisk omgang med betroede midler og noget ombudsmanden burde kigge på.
TLR læses i høj grad som et appendix med indlagt dialog og handlingsreferat. Det vil være ret nemt at udbryde: “Show! – don’tell!”. Og iøvrigt kan man stille sig mærkeligt forvirret over selve narrativet, afbrudt – som det er – af nævnte infodumbs (sic!).
På den anden side må der være point for forsøget. Personligt kedede jeg mig ikke under “granskningen” – men det er måske også lidt fordi, jeg faktisk godt kan li de der indskudte klamamser som nogle af mine yndlingsforfattere (Herbert, Bishop, Varley, Brunner eller nævnte LeGuin) kan finde på. Problemet er mere at TLR ikke fungerer uden et (solidt?) kendskab til LOTR. Og lige den “skavank” afsporer toget, set ifht pasticher som nævnte Farmers eller f.eks Chabons “The Final Solution” eller Martins “Mary Reilly”. TLR kan ikke læses som et selvstændigt værk – den forbliver en kommentar, ja, nærmest en henvisning i noteapparatet vedr. fortolkninger af LOTR.
Man skal ikke kimse af forsøget (og iøvrigt ved jeg slet ikke, hvad det vil sige at “kimse” – nogle forslag?), men er der ikke et indbygget problem i, at hylde en teknologisk revolution og ekspansion, således som en sådan beskrives i TLR? Og var Tolkien (reaktionær og katolsk) alligevel ikke inde på noget, i kapitlet “The Scouring Of The Shire”? Altså, hvis man ser det ifht disse tiders klimadebat, samt mere end halvtreds års oplysning om forurening, forgiftning og forarmning, er det ret svært at afgøre om vi skal holde med Eskovs Sauron eller med Tolkiens Gandalf – eller omvendt. Feudal-stasis er ikke nogen løsning; men er galopperende liberalisme, nu med teknologisk knastaksel og digital manifold, en bedre?
Læs “The Last Ringbearer” og bedøm selv. Det er måske det, der er anbefalingen.
Afslutningsvist vil jeg lige gøre opmærksom på, at “ring-bearer” betyder en lille dreng eller pige, der bærer ringen(ene) til et bryllup. Og så er det altså lidt pekuliært at Eskov er specialist i edderkopper; shelobs you, yah, yah, yah!
“Mellon”
2 kommentarer
Jøsses, du har fanget mig mellem den der “det bliver jeg nødt til at læse”-fascination og “vig bort, afskyelighed”-væmmelse 🙂 I sidste ende er jeg nok ikke tilstrækkeligt Tolkien-fan til at kaste mig over projektet.
Lidt i temaet “historier der kommenterer på andre og fortæller dem fra et andet synspunkt” havde jeg glemt Peter Watts’ The Things, indtil den dukkede op i en podcast her forleden: http://escapepod.org/2011/06/23/ep298-the-things/. Den kan anbefales, omend jeg nok burde have genset filmen som forberedelse.
Hæhæ! Do as you please. Egentlig burde jeg ikke være Tolkien-fan, men det er jeg sgu nok alligevel – blot ikke så devot, at jeg ikke udmærket godt kan abstrahere … – eller måske netop derfor. Jeg mener: – hvis jeg kun burde læse (se, lytte) alt det som bekræfter mine egne små-klistrede begrebsdannelser og holdninger (og disse sat op på en piedestal, som noget aldeles ypperligt og ufravigeligt) så blir hér koldt og trist, lige i mine umiddelbare omgivelser. Og det er jo ikke sjovt for den det går ud over – primært migselv, for så er der tiltrådt en tilstand, hvor alle der ikke mener præcis det samme som mig, er nogle idioter. Hvorefter dialogen hører op, sproget svinder ind, visionerne bliver nærsynede og farverne mister kolorit.
Peter Wattses “The Things” minder en del om nogle af A E van Vogts noveller, eller prøv lige Murray Leinsters “Vralteren”, fra “Tidssonde” – Arthur C Clarke, SV-S-F, 1969 v. Arne H..P.