Det er svært at komme udenom, at de fantastiske genrer meget ofte kommer med en overvægt af tung amerikansk kultur vævet ind i overfrakken, så det kan være svært som dansk forfatter at give sig i kast med dem uden at genbruge nogle virkemidler, der måske ikke er helt så troværdige i en dansk setting (som det hedder på nudansk). Men danskerne (som flest) har ikke lommer, bagagerum og køkkenskabe fyldt med tunge våben og bruger ikke tiden til halvbevidste at bede om et sammenbrud, der vil gøre det okay for dem at benytte selvsamme våben. Men det er et sjovt greb at bruge, fordi… nåja, vi er vant til det, og eksplosioner er altid sjove.

Men det er altså en fryd, når nogen forsøger at undgå de næsten fastgroede klicheer og skriver en historie, der bare er mere dansk.

Det er tilfældet med Søren Staal Balslevs De rensede.

Verden er gået under. En virus har udslettet størstedelen af verdens befolkning, og vore hovedpersoner overlever nu i København, mens de overvejer, om det er på tide at forlade byen. Det store drama er overstået, og der er ikke længere så mange mennesker, at de kan dø som fluer. Men det er hverken Mad Max eller The Road, det er bare blevet hverdag.

William og Eva var gift før undergangen, så det er de også nu. Og det var ikke noget sprudlende ægteskab, så det er det endnu mindre nu – hvor det ellers er skåret ned til det mere essentielle. De skal finde mad, de skal undgå de overlevende, der er i området, og de skal klare sig fra dag til dag – men nu er datteren ikke blot teenage-træls, men også syg, så der bliver stillet nye krav til dem. Og der er ærligt talt ikke noget værre end hverdagen, der bliver afbrudt.

Balslev holder langt hen ad vejen en fint underspillet tone i De rensede. Ja, man kan mærke noget patos, der dirrer under overfladen, men det føles også, som om han holder hånd i hanke med sig selv. Det giver en fin og egentlig også realistisk stemning, for folk er folk uanset hvornår, og det er svært ikke engang imellem at tænke, at de er idioter.

Det er personerne, der er i fokus, ikke dramaet – og selv om der smides en smule lidt velkendt action ind i midten af historien, formår fortællingen at være om menneskene. Apokalyptiske historier kan være svære at gøre til veldrejede historier, fordi det er svært at gøre noget ved den overordnede situation, men Balslev holder en rød tråd gennem William og Evas forhold, som der bindes en fin knude på til sidst. De rensede står tilbage som en god, gedigen dansk apokalypse, der egentlig nok også sagtens kan læses af andre end de faste genrefans. Forvent en fin lille vinkling af en velkendt genre.