Argh, forbandet. Jeg havde egentlig afskrevet Joker af to grunde.

Jeg er træt af Jokeren. Nyere portrætteringer af ham er alle edgy og superpsykopatiske, og af en eller anden grund er han blevet en slags antihelt af den grund. Det er svært ikke at klandre Alan Moore en lille smule – mens hans Joker var interessant, fordi han var et brud med det hidtidige paradigme, hvor PAM (Post-Alan Moore) virker som The Zac Snyder School of Storytelling (make it darker).

Hvide mænd, det er hårdt for. Den der historie, hvor vi skal føle for den komplekse mand, der knækker og gør ting, vi måske inderst inde drømmer lidt om… en del af mig har smidt den i samme kasse som historier om teenagepiger, der er åh så klodsede og helt almindelige, men alligevel efterstræbes af ikke mindre end to gudeskønne drenge (gerne en engel og en vampyr, om muligt).

Men den får godt nok nogle gode anmeldelser (og nogle virkeligt dårlige her og der), så jeg kommer nok til at se den på et tidspunkt.