I et geologisk perspektiv er en million år intet – nada! nothin’! zilch! Og i geologiske (metallurgiske) termer, kan vand ikke trænge igennem metaller. Derfor undrer jeg mig, lige nu, over at alt vandet er forsvundet fra mit “system”. Forklaring: – jeg er ved at gøre klar til vinterens opvarmning af hytten, men alt det vand der var i rørene, da jeg slukkede for “dyret” i april er borte.

Nu er det hverken mit centralfyr (Scotte, Woody 1243, træpiller 8 mm) eller vand, vi skal snakke om, omend vand, og navnlig floder, synes at være en metafor for Livet – både i bred almindelighed, men også ifht den Livets Flod vi bevæger os op (eller ned) ad. Jvnf. Farmers “Flodverden” eller Moorcocks “The Golden Barge” (m.fl.). For det er naturligvis “Tiden” vi skal have en lille runddans om.

For grumme mange år siden, skrev J.G. Ballard novellen “Time Of Passage” (på dansk som “Rejsens Tid”: – Den Elektriske Myre v/Jannick Storm). Temaet er Tidens Strøm (jvnf. Clarke “The Wall In Darkness”) og handler om en verden, hvor tiden går baglæns! Og den lille sag burde kanoniseres. Tjæk it avt!

Også Dick har været inde på det spor, med sin “Counterclock World”, men ikke nær så skarpt som Ballard.

Grunden til at jeg i det hele taget kommer i tanker om det hér nu, selvom “it is always on my mind – dumdidumdidej – it is always on my mind”, er at jeg lige har været på STUDIETUR til København. Og den indeholdt – blandt meget andet – en lille ekskursion til Assistens Kirkegård, hvor jeg stødte på denne hér:

Jeg syns lige jeg vil foreslå, at man enten stopper i teksten hér, og gør sig sine egne overvejelser, eller følger med i “denne signaturs” ruminationer uden at klage over “spoilers” (Pause)

Hvorfor en gravsten over en person, der endnu – i dette Herrens År AD 2019 – endnu ikke er død? Og hvorfor bliver han kun 68 år, når den forventede levealder for mænd, født i ’90’erne ligger på 78-80 år. Kan der være sket Andres noget grusomt, og i pågældende tilfælde hvor? eller måske snarere hvornår? Og hvor er Andreas nu? Han er jo blot en ung mand på 23 år. Hvor er du Andreas? Hvad sker der for dig?

Men måske væsentligere: – hvornår blev Andreas Temponaut? Findes der allerede tidsmaskiner? Eller kommer Andreas til at opfinde én, i løbet af de kommende år – måske i 2064?

Længere ude: – opfinder Andreas en tidsmaskine i 2064 og rejser tilbage til 1996? Og hvorfor dog det – har han en plan? Og hvilken? Og har vi i så tilfælde at gøre med to Andreas Morgenrødter i vores samtid? Hvad vil disse Chrononauter med os? Det er meget mærkeligt.

Den lidt mere profane forklaring kan man selv finde frem til. Ikke noget problem, dér! Men det konceptuelle novum består. Tænk selv videre.

Henning Andersen

2097 – 1962

Enden er blot begyndelsen