Superkultur-podcasten: Bleakquels

Superkultur-podcasten: Bleakquels

Det er uundgåeligt, at etablerede figurer hives frem af mølposen for at fortsætte karrieren efter deres første triumfer. Når de figurer er knyttede til en bestemt skuespiller, som har formastet sig til at blive ældre i mellemtiden, kan det let falde visse seere for brystet… I en nylig Guardian-artikel introduceres begrebet “bleakquels” for at beskrive disse fortsættelser, der først tager tråden op, længere fremme ad figurernes livsspor.

Skærmbillede af The Guardians artikel.

En sådan lækkerbisken af en neologisme som “bleakquels” er for meget for to værter at håndtere, og Anna Sejersen Riis er til lejligheden indrulleret som det ungdommelige, dynamiske indslag, der kan kompensere for Janus og Allans aldersrelaterede begrænsninger.

Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!

De løse links:

Credits

Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.

Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.

Værterne er Janus Andersen, Anna Sejersen Riis og Allan Haverholm.

Spørgsmål, kommentarer, og hilsner til det superkulturelle folk kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller på Twitter til @superkultur.

4
Fuck You Immortality (2019) Episode 78 – Randers Øl og Computerspil

4 kommentarer

I min nuværende inkarnation som folkeskolelærerstuderendepraktikant, kan jeg godt føle mig lidt “bleakquel” ifht mit alias som “Tidligeredaginstitutionspædagog”. Så det nasser lidt, når man skal høre på, at det er u-charmerende når grånende powertowers fører sig frem. “De kan jo ikke følge med – oldinge, som de er!”

Så det er godt med jer!

Men nu I var inde på “Oz”.
Jeg syns faktisk at “Tin-man” er en udpræget “bleakquel”. Denne gang ikke ifht skuespillerne, men ifht den fortalte verden; den er/var ikke så tuttenuttet som vi troede. Der var mere på spil.

Og det er selvfølgelig igen hollywoody-dutti. For – rent faktisk (som det jo hedder) – så er hverken Baums “Oz” eller Carrolls “Wonderland” så candy-floss fantabuløse, som det hoody-dootty gør dem til. Hvis man altså læser bøger! Og der er grunde til at tro, at “The Hunting of the Snark” kunne blive en grumme god gyser.

Men lige lidt modvægt: “En gammel mand der sidder ned, ser længere end en ung mand, der står op” (Lakota-ordsprog)

Men det må I selv om. Med tiden – jeg siger det bare: – med tiden!!!

Nej, du har jo ret. Lige så lidt fiktionen som virkeligheden (om den findes eller ej…) er så simpel eller rosenrød, som f eks underholdningsindustrien vil lade os tro. “Oz” og Alices oplevelser, som du nævner, eller den Lille Havfrue, præ-Disney, er både grumme, voksne og tvetydige sager. Men det hører jo under adaptations-emnet, som vi sikkert ikke er færdige med i podcasten! Derimod:

man skal høre på, at det er u-charmerende når grånende powertowers fører sig frem.

Jeg ved ikke, hvor det kommer ind, særligt fra vores side? Det lyder ikke som en tin-man, men en stråmand, du sætter op her. For at skærme et ømt punkt, formentlig, men jeg dømmer ikke. Næ, jeg synes nu, vi var ganske solidariske med de grånende eminencer i dette afsnit, hvis ikke med den alders-fornægtelse, nogle af dem >host, Liam Neeson< spiller ud i visse optrædender.

Der ér en vis og afgørende forskel på, at — skal vi tage et eksempel — studere videre i moden alder, og at købe sig en sportsvogn eller andet løbehjul, for at være ung med de unge. Den sidste er en desperat, forfængelig griben efter forgangne halmstrå; førstnævnte er netop en erkendelse af, at livet fortsætter efter de der limericks, som Hollywood og andre opfatter som dannelseshistorier.

Så der er ingen overlagt devaluering af vel voksne mennesker ment i podcasten. Vi har din (sølv)ryg, Henning 🙂

Godt ord igen – omend psykoanalyse på morgenkvisten er sådan lidt “aaargh!” For selvom jeg har mange “ømme punkter” (jeg er i det hele taget et ømt menneske 🙂 så er alderen ikke et. Jeg spiller med største fryd og fornøjelse både Gandalf den grå eller Harry Seldon.

Men jeg skal da ikke sige mig fri for, at “høre hvad jeg vil”. Og der strittede det lige på mig, da “jeg hørte”, at man som “senior” skal holde sig til sin stereotype og agere “type-castet” (for sådan vil de unge ha’ det!). No way, søster lagkage. Lige så lidt som jeg vil slås i hartkorn med denne verdens skvadderhoveder under devisen “Verden Styres Af Gamle, Hvide Mænd” (ja, det blir ikke mig! jeg styrer en skid! Jo! Min Fiat Seicento)

Jeg kan så konstatere, at jeg – ligesom professor Tournesol – ikke er døv, men blot en lille smule tunghør på det ene øre, og derfor har misforstået noget. Nåja – I stand corrected, og ingen kom til skade 🙂

jeg skal sgu’ lige høre den ‘cast igen (hæhæ)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.