Lost har ikke levet forgæves.
Lost roterer i graven.
Lost HAR levet forgæves.
Det her er straffen, fordi vi ikke satte ordentlig pris på Lost.

Således tog mine tanker sig ud gennem de første par afsnit af The I-Land. Og derfra blev det ærligt talt kun værre, indtil det eneste, der holdt mig kørende, var, at serien holdt sig til et overskueligt antal afsnit, 7 styks, og jeg måtte se, om det lykkedes dem at få det til at hænge sammen. I sidste ende var der faktisk små glimt af noget, men kunne holde af, men desværre indsmurt i… ting, man ikke ønsker at holde om.

SPOILER-advarsel.

The I-Land starter på en strand på en øde ø. En gruppe mennesker vågner op, forvirrede og – viser det sig – uden erindring om, hvordan de er havnet der. Som sagt: stærke Lost-vibes, som ikke kommer til at vibrere svagere: hver er de i besiddelse af en mystisk genstand (for vor hovedperson er det en konkylie), det bliver snart tydeligt, at der er tale om et mysteriespil. Spørgsmål introduceres løbende, og øen er omringet af hajer, som velvilligt kaster sig over uheldige svømmere. Og ligesom Lost skal vores figurer gerne være komplekse mennesker, der ikke alle er lige rene i kanten – desværre sker det ved, at samtlige personer opfører sig som psykotiske folkeskoleelever, vores hovedperson inklusive.

Der er ret tidligt i fortællingen tydeligt, at der er tale om en kunstig situation – og ikke kun fordi personerne opfører sig, som om de har lært deres skuespil på reality tv-skolen, men også fordi øen har spor, som tydeligvis skal føre dem videre i fortællingen. Eller i det mindste være mystiske, så seeren føler sig forpligtet til at følge med videre. Det er nærliggende at begynde at gætte på baggrunden – er de alle aspekter af den samme person, som ligger i coma? Er det et eksperiment, evt udført af rumvæsener? Er det en simulation?

Faktisk, og her er SPOILERNE, viser det sig, at skaberne bag serien ikke er nået længere end de tre øverste klicheer i bunken, og de afslører ganske få afsnit inde, at personerne befinder sig i et virtuelt fængsel. Det får dog ikke nogen til at opføre sig mere rationelt end personerne i sæsonafslutningen af en 80er-soap, så folk fortsætter med at slås indbyrdes.

Vor heltinde kæmper dog videre, og langsomt viser der sig kanterne af en historie om skyld og en kritik af det amerikanske retsvæsen. Desværre går det tabt i ulidelige personer og klodset storytelling. Men én ting står dog tilbage, som taler for serien: der er kun 7 afsnit.